For få minutter siden modtog vi en pressemeddelese fra Scuderia Toro Rosso, hvori de meddeler, at det nu er officielt, at Sébastien Bourdais forlader teamet.
I pressemeddelelsen, der er overraskende kortfattet, udtaler teamchef Franz Tost:
”I Sébastiens andet år sammen med os, har partnerskabet ikke svaret til vores forventinger, og vi har derfor besluttet at erstatte ham fra og med næste runde af verdensmesterskabet, det Ungarnske Grand Prix.”
Bourdais har længe kigget langt efter resultaterne, og nu mærkede han konsekvensen.
Navnet på erstatningen, og dermed ny teamkammerat til Sébastien Buemi, er ikke oplyst, men ifølge pressemeddelelsen vil det blive oplyst kort før løbet i Ungarn.
Pressemeddelelsens ordlyd mere end indikerer en reel fyring. Der er ingen beklagelser eller henvisning til stor indsats for teamet – meddelelsen udmærker sig ved at være kort og kontant, hvilket blot bekræfter de gentagne forlydender om store gnidninger imellem Bourdais og Toro Rossos ledelse.
En del peger på, at den nye mand i Bourdais’ cockpit bliver Red Bulls nye reservekører, Jaime Alguersuari. Den 19-årige spanier er hidtil yngste mester i det Britiske F3-mesterskab og kører i øjeblikket World Series by Renault.
Hvis Alguersuari kommer bag rattet i Ungarn, bliver han den hidtil yngste kører til start i Formel 1-historien.