Det så voldsomt ud, da Felipe Massa kørte galt under dagens kvalifikation. Felipe Massa blev med høj fart ramt af en vragstump, der sendte F60-raceren ind i dækmuren, hvor Felipe blev overdækket af dækmuren. Felipe Massa befinder sig nu på et hospital i Budapest.
Ferrari har sendt en pressemeddelelse ud, hvor Felipe Massas tilstand beskrives. Felipe Massa, der nu er trukket ud af Grand Prixet, var ved bevidsthed, da han ankom til hospitalet AEK i Bdapest. Hans tilstand skulle være stabil.
Felipe Massa på Hungaroring før uheldet
Det betyder dog ikke, at Massa er sluppet relativt skadesfrit fra uheldet. Felipe Massa har pådraget sig et snitsår i panden, en hjernerystelse og måske værst af alt en skade i kraniet. De tre ting betyder, at Felipe Massa skal opereres.
Efter operationen vil Felipe Massa ligge til observation på intensivafdelingen. Mere har Ferrari ikke meldt ud endnu, men hvis/når de melder mere ud, så vil du kunne læse det på BMF1.
Opdatering: Ferrari har nu meldt ud, at Felipe Massa har gennemgået en operation, og at den gik positivt. Brasilianeren ligger nu til observation på intensiv.
Opdateret søndag klokken 13.17: Ferrari har netop udsendt en opdateret pressemeddelelse. Felipe Massa, der over natten er holdt i kunstigt koma, har gennemgået et CT scan her til formiddag, hvilket endte positivt.
Ferrari melder ud, at Felipe Massa har været vågen i dag, men at han nu ligger og hviler sig på intensivafdelingen på AEK hospitalet.