• Forside

Kimi forlader Ferrari

Med Ferraris pressemeddelelse står det nu klart, at Kimi Räikkönen forlader Ferrari efter Abu Dhabis Grand Prix. Hvem der bliver hans nye arbejdsgiver er endnu ikke bekræftet, selv om vi nok godt kan forvente en kommende McLaren-bekræftelse.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 30/9 2009 klokken 17:09

Kimi Räikkönen har høstet store triumfer og store skuffelser hos Ferrari i hans tre år hos de italienske hingste.

Nu er det snart slut, og den tidligere verdensmester bliver erstattet af en ny verdensmester. Det forventes dog, at Kimi snart bliver bekræftet som holdkammerat til en anden verdensmester.

Kimi - Kongen af Spa

Kimi Räikkönen er dog ked af at forlade Ferrari. Som han selv siger:

”I fælles enighed annullerer vi kontrakten, der bandt mig til Ferrari indtil sidst i 2010, et år før tid. Jeg er meget ked af at forlade et team, som jeg har tilbragt tre fantastiske år hos, og hvor jeg har taget flere sejre.”

”Sammen har vi vundet 50% af alle mesterskaber i den periode, og jeg har formået at tage kørertitlen i 2007, derved opnåede jeg det mål jeg havde sat i starten af min karriere. Jeg har altid følt hjemme her, og jeg har mange gode minder fra min tid på holdet.”

Kimi Räikkönen hos McLaren i 2006. Vender han hjem til McLaren i 2010?