• Forside

Sauber lancerer juniorprogram

Sauber-teamet eller rettere BMW Sauber, som holdet stadig hedder lancerer nu et juniorprogram. Første deltager bliver mexikanske Esteban Gutierrez, som testede for BMW under juniortesten. Esteban kommer nu under Saubers beskyttende vinger.

Esteban Gutierrez . Copyright BMW Motorsport

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 26/2 2010 klokken 11:02

BMW Sauber har i lighed med det tidligere BMW lanceret et juniorprogram. Første kører i programmet bliver den tidligere Formel BMW Europe-mester Esteban Gutierrez, der testede en af BMW’s F1.09-biler under ungdomstesten på Jerez i december sidste år.

Det betyder for den kun 18-årige mexikanske kører, at han nu skal træne sammen med de rigtige løbskørere Kamui Kobayashi og Pedro de la Rosa, og følge et Formel 1-team tæt på i GP-weekenderne.

Esteban gør klar til sin Formel 1-testdebut
Copyright BMW Motorsport


Teamchef Peter Sauber udtaler:

”Vi ser denne sammenkædning som en form for sponsoraftale. Nu til dags kan man kun give unge kørere en meget begrænset hjælp med at få fodfæste i Formel 1.”

Esteban på banen
Copyright BMW Motorsport


”Med de meget begrænsede testmuligheder er det vigtigt for holdet at have løbskørerne i bilerne under de sessioner. Formel 1 er dog så komplekst, at man kan lære en hel del bare ved at observere og lytte til, hvad der sker. Det er den mulighed vi tilbyder Esteban.”

”Vi vil også hjælpe ham med at blive F1-trimmet fysisk.”

Familien Gutierrez
Copyright BMW Motorsport


Esteban udtaler:

”Jeg følte mig meget tilpas ved ungdomstesten på Jerez i december og nød hvert sekund, men jeg så også at jeg stadig har en masse at lære før jeg er klar til at blive en god Formel 1-kører.”

Esteban Gutierrez og Alexander Rossi
Copyright BMW Motorsport


Den unge kører skal sammen med testkammeraten Alexander Rossi fra BMW Sauber juniortesten i December deltage i den nye GP3-klasse for ART, der har vundet mesterskaber i alle de klasser de er stillet op i. De skal op mod vores eget danske Formel 1-håb Michael K. Christensen.