Efter en uheldig start på sæsonen i de to første afdelinger, var 18-årige Kevin klar til at revanchere sig. Men han var også klar over, at presset var på ham og han ikke måtte fejle.
Allerede i kvalifikationen fik Kevin vist, at han var tændt og kunne modstå presset. Han havde længe hurtigste tid, men blev i sidste øjeblik slået af Carlin holdkammerat og mesterskabsførende Felipe Nasr fra Brasilien.
Kevin skulle dermed starte toer til første løb, men da starten gik, blev han klemt ude og han faldt ned som nummer tre bag englænderen Riki Christodoulou.
Christodoulou vandt sidste år afdelingen på Snetterton, men en fast besluttet Kevin fik efter et par omgange sat en overhaling ind og kom op på andenpladsen.
Billedet af Kevin Magnussen er et år gammelt, men smilet har uden tvivl været det samme.
Copyright VW Motorsport
En stribe hurtige omgange bragte Kevin op bag førende Nasr, men en periode med safetycar betød, at Kevin ikke kunne angribe, da han endelig havde lukket hullet.
Til gengæld var Kevin klar så snart løbet blev givet frit igen og han passerede sin holdkammerat med få omgange tilbage. Resten af løbet blev en tæt fight mellem de to, men efter 30 minutters løb, 17 omgange, kunne Kevin køre over målstregen 0,616 sekund foran Nasr og dermed tage sæsonens første sejr.