• Forside

FIA fratager Ide hans licens

Ved Europas Grand Prix i søndags fik Franck Montagny sin Formel 1-debut efter at FIA havde bedt Super Aguri give Yuji Ide en pause. Det er i dag blevet præciseret, at den pause bliver for hele 2006.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 10/5 2006 klokken 15:05

I sidste uge pressede FIA Super Aguri til at udskifte Yuji Ide med Franck Montagny, idet han blev anset for værende for uerfaren til at køre. Det har siden været usikkert, om Super Aguri ønskede at bytte om på de to kørere igen eventuelt allerede til løbet i weekenden på Circuit de Catalunya, men de spekulationer er der nu sat en permanent stopper for.

Super Aguri har nemlig i dag udsendt en pressemeddelelse, hvor de redegør for situationen, og de forklarer, at Ide har fået frataget sin licens for hele 2006, og det er derfor givet, at han ikke vender tilbage i løbet af sæsonen.


Yuji Ide på Imola-banen i det, der skulle blive hans – i hvert fald indtil videre – sidste Formel 1 løb.

I pressemeddelelsen hedder det:

"Super Aguri F1 Team bekræfter at Formel One Permanent Bureau har besluttet at trække Yuji Ides 2006 Superlicens tilbage. Yuji vil derfor ikke deltage i flere officielle FIA Formel 1 Mesterskabsbegivenheder i dette år.

Det er med bedrøvelse og beklagelse, at holdet accepterer denne beslutning, selvom Aguri Suzuki og A.Company (Japan) skal fortsætte med at søge efter kørermuligheder for Yuji og forhåbentlig en vej tilbage til Formel 1.

Som konsekvens heraf vil Franck Montagny kører igen for SAF1 Team ved de kommende Spaniens og Monacos Grand Prix'er, mens der forhandlinger med en række parter fortsættes om de permanente stillinger som anden- og tredjekører for holdet."