• Forside

Mange bekymringer omkring kvalifikationen i Monaco

1½ uge før løbet i Monaco afvikles er der store bekymringer omkring afviklingen af knock-out kvalifikationen. En af de bekymrede er Mark Webber, som mener at det kan blive farligt næste lørdag.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 18/5 2006 klokken 12:05

Grunden til dette skyldes, at der vil blive meget trængsel i de smalle gader i fyrstedømmet. Det kan være godt for spændingen, men er dårligt for sikkerheden. Sidste år så vi hvordan flere biler ramlede sammen under den frie træning og det kan blive værre i år.

Når de 22 biler alle har 15 minutter til at sikre sig en plads imellem de 16 hurtigste, så skal der ikke gå meget galt før en kører bliver sænket alvorligt, og kan ryge blandt de langsommeste i feltet.

Mark Webber siger omkring kvalifikationen, at

“Første del bliver meget hård. Vi har fortalt rookie kørerne, at hvis de vil droppe en hot lap, så kommer de til at kigge i spejlene igennem hvert eneste sving.”

”Hvis du sænker farten vil du have en bil efter dig med det samme. Der vil være nogle episoder her og der og forhåbentlig er jeg ikke direkte indblandet i dem. Jeg tror folk er kloge nok til ikke at skabe for store fartforskelle. Det er det jeg frygter mest. Vi ønsker ikke for store fartforskelle.”


Sådanne køer af biler forventes der en del af i Monaco under kvalifikation

Banen i Monaco, som Jan Magnussen i sin tid omtalte som at flyve helikopter i et badeværelse har ikke ret mange overhalingsmuligheder. Der vil blive trængsel på hver eneste omgang, og som tv-seer og tilskuer vil det være spændende at se, hvilke kørere der får den perfekte omgang og hvilke kørere, som ender på placeringer de normalt ikke er vant til at starte fra.

En del kørere har klaget over, at langsommere kørere har holdt dem op. Mest mindeværdigt var Giancarlo Fisichellas knyttede næver efter Jacques Villenueve på Nurburgring, hvor Villenueve senere blev straffet for at have spærret for Fisichella. Netop Monaco har været emne for debat under kørermøderne før løbene.

Mark Webber siger

”Vi har nævnt det for alle kørerne, at Monaco er vigtig. Man har ikke nogen steder at trække hen, hvis man vil køre langsommere…Noget som vi ikke er interesserede i, at kørerne først finder ud af under kvalifikationen.

Der snakkes meget om en mulig ændring af kvalifikationsformatet igen. Et af disse er, at de sidste 10 kørere får erstattet den endelige kvalifikation med et single lap format, som vi kender fra tidligere for at undgå nogle af disse problemer på banen med for mange biler.

Mest sandsynligt er det, at kvalifikationen vil blive afviklet som vi kender den, men der er flere kørere, som har ytret ønske om at man forsøger med den anden kvalifikation i Monaco.
Det er ikke sikkert, at der holder en Renault eller Ferrari forrest i Monaco.