Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 17/9 2012 klokken 09:09
”Der er så mange rygter fremme og mærkelige spekulationer, vedrørende min fremtid i Formel 1, der er totalt uden hold i virkeligheden,” udtalte Hamilton efter et arrangement i Mumbai i weekenden, hvor han var stjernen alle kom for at se.
”Jeg håber vi alle er kloge nok til at forstå, at det der bliver skrevet, ikke altid er rigtigt,” tilføjede han.
Hele postyret om at Lewis Hamilton skulle være på vej til AMG Mercedes efter denne sæson blev skudt i gang, da den tidligere Formel 1 holdejer, Eddie Jordan, udtalte at Hamilton havde skrevet under på en aftale med Mercedes for 2013, sat sammen med vedvarende rygter om, at Hamilton ikke var tilfreds med sine vilkår hos det britiske hold.
”For mig er det vigtigst lige nu, at fokusere på mesterskabet, som jeg har arbejdet hårdt med McLaren for at komme i nærheden af siden 2009.”
”Jeg startede mit samarbejde med McLaren da jeg var 13 år, så der er intet jeg hellere vil end at vinde endnu et mesterskab med holdet,” tilføjede han.
Hamilton bekræftede dog, at han ikke havde en aftale på plads med McLaren efter denne sæson, men afviste samtidig at han havde en tidsfrist for hvornår en ny kontrakt skulle være underskrevet.