Jules Bianchi bekræftet hos Marussia

Det blev alligevel ikke Heikki Kovalainen, der sikrede sig tjansen hos Marussia. Teamet har nu bekræftet, at sædet er gået til Jules Bianchi.

Jules Bianchi . Copyright Ferrari Media

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 2/3 2013 klokken 02:03

Ingen bør være for stor til at erkende en fejl, og her på BMF1 nåede vi også at bide på krogen, da vedholdende rygter sendte Heikki Kovalainen i armene på Marussia-teamet. Vi var heldigvis langt fra det eneste medie, som bed på, og vi fik da også gjort opmærksom på, at intet omkring finnen var bekræftet.

Jules Bianchi. Copyright Sahara Force India

Nu er det imidlertid meldt officielt ud, at det i stedet bliver franske Jules Bianchi, der får tjansen som løbskører ved siden af Max Chilton. Som tidligere beskrevet ligger der tilsyneladende økonomiske årsager bag Marussias brud med Luiz Razia. Brasilianeren har angiveligt ikke kunnet skaffe de fornødne sponsormidler, hvorfor teamet valgte at kigge i andre retninger.

Copyright Marussia F1

I en pressemeddelelse udtrykker teamet stor tilfredshed med at have sikret sig den 23-årige franskmands underskrift, og hovedpersonen selv er ikke overraskende også glad for aftalen.

”Jeg er lykkelig for at have sikret mig et sæde hos Marussia. Et løbssæde i Formel 1 har været mit klare mål henover vinteren, og efter at have evalueret på mine muligheder er jeg meget begejstret for, at jeg nu har mulighed for at bevise, at jeg er klar til at tage det næste skridt i min karriere,” udtaler Bianchi.

Jules Bianchi. Copyright Sahara Force India

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kovalainen til Marussia? Kimi ramt af madforgiftning »