Optakt til F1 sæsonen 2013, ver. 2

I den kommende weekend åbner vi op for posen med Formel 1 løb. Men hvordan ser magtforholdet ud, og hvem kan vi forvente vil præge løbet down under. BMF1 giver her et bud.

Starten til USAs GP 2012 . Copyright Red Bull Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 11/3 2013 klokken 15:03

Tidligere skrev vi lidt om det testarbejde, der har været op til sæsonen. Testarbejde, der som op til 2012 sæsonen, er svært at læse så meget ud af, men som dog understreger, at der er noget der tyder på, at der er nogle hold der står med en bedre pakke end andre.

Det er disse hold, vi vil skrive lidt om her. Holdene er: Ferrari, Red Bull, McLaren, Lotus og Mercedes.
Sauber, Force India og Williams, kan meget vel overraske og rykke forbi nogle af de førstnævnte, men vi tror at de vil være tæt på, men ikke foran, og derfor er de altså ikke med i første omgang.

Lige nu lader det til, at det er Ferrari og især Alonso, alle frygter. Ferrari ser ud til at have en markant bedre pakke med fra start i år, end vi har set længe, og Alonso er endnu mere motiveret i år, end vi har set ham tidligere, hvilket ikke siger så lidt.

Fernando Alonso Barcelona test Copyright Ferrari Media

Det betyder at udmeldingen herfra er, at Alonso står som favorit til at vinde årets første løb, men Massa i den anden Ferrari ser ikke lige så godt ud, og vi forventer ikke, at han slutter i toppen, dog i pointene.

Hos Red Bull har Mark Webber endnu engang meldt ud, at han ikke er andenkører, men selvom det er hjemmebane for den høje australier, forventer vi absolut ikke, at det er ham der vil presse Alonso, men Vettel, der kommer til start som tredobbelt verdensmester og med en selvtillid, der ikke er til at skyde igennem. Dog har Red Bull endnu ikke vist, at de er hurtige nok til at vinde, men mon ikke de har mere med, end de har vist?

Mercedes forventes at blive det tredje hold på podiet. Hamilton lader til at befinde sig særdeles godt på sit nye hold, og meget tyder på, at han vil udkvalificere Rosberg, der dog har været hurtigst af de to under vinterens testarbejde.

Lotus og McLaren er begge hurtige, og de kan sagtens ende helt til tops, men begge har kæmpet med stabilitetsproblemer, og især McLaren har meldt ud, at de har svært ved at forstå deres bil, hvorfor vi indtil de har bevist, at de er stabile, ikke forventer at se dem i top.

Så et lille hurtigt bud på podiet i Australien er:
Placering Kører Hold
1 Alonso Ferrari
2 Vettel Red Bull
3 Hamilton Mercedes


På søndag ved vi, om det så var nogenlunde rigtigt, det jeg gættede på!

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hamilton: Alonso er bedst Hvad vil du spørge Hamilton om? »