Hestekræfter skal gøre kronisk syge kræftsyge børn lidt gladere

Kronisk og kræftsyge børn får nu chancen for at prøve kræfter med de helt store hestekræfter. En samlet motorsport sender nemlig alle hestekræfter på roadshow – til danske sygehuse. Der er endda motor-oplevelser selv til de børn, der må blive i sygesengen.

Motorsport for Life . Copyright Jeppe Bøje Nielsen

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/4 2013 klokken 19:04

”Ideen til projektet opstod efter et besøg på Rigshospitalet,” fortæller idemanden Aslak Vind. ”Personalet glæder sig over alle de tiltag, som tages for at give børnene en gladere hverdag. Men der manglede et projekt til de mere aktive børn."

"Dette blev startskuddet til Motorsport For LIFE, som ene og alene er sat i verden på frivillig basis blandt stærke danske motorsportskræfter, for at give børn og unge på de danske hospitaler en enkelt dag, hvor de helt og holdent glemmer, at de er syge. ”

”Jeg ser frem til, at vi med dette projekt kan give børnene noget af det indhold, der skal til for at vise dem vej til et godt liv, hvor de ikke sygeliggøres for en dag og får en god oplevelse med andre ligestillede børn og deres forældre”, siger Ditte Young, direktør i Development og medstifter af velgørenhedsarrangementerne.

Motorsport for Life
Copyright Jeppe Bøje Nielsen


Børn der er raske nok, får selv lov at køre en rigtig racerbil, og de, der ikke er, kan alligevel komme med ud og prøve en rigtig rallybil. Så sker dette blot som passager ved siden af en rigtig rallykører. Og alle får mulighed for at se, hvordan toppen af motor sporten kan sætte fart i de store hestekræfter, ligesom det er tilladt for alle at både se og røre ved maskiner og andet udstyr."

"Der er endda tænkt på de børn, der er for dårlige til at forlade sygesengen. De får nemlig særligt besøg af racerkørere, der viser udstyr, billeder, fortæller historier og skriver autografer."

"Faktisk er det ikke sket tidligere, at to-hjulede og fire-hjulede deltager i samme velgørenheds-show."

Den samlede motorsport besøger fire hospitaler i henholdsvis Odense, Viborg, Aalborg og København.

De børn, der selv tør køre eller sidde ved siden af i en racerbil, får naturligvis udstyr og kyndig vejledning, så de kun skal medbringe det nødvendige mod.

”Jeg er så stolt over, at de to nationale motorsportsforbund DMU og DASU støtter op om vores projekt. Der er repræsentanter fra alle motorsportsgrene, både motorcykler og biler, fra den mindste crossmaskine til den største driftbil med over 550 hestekræfter. Der er udstilling, der er opvisning, der er konkurrencer, man kan endda køre rallybiler på en lille bane."

"Alle kan være med, uanset sygehistorie. Børn skal være børn, og børn skal have det skægt, også selvom de ligger på hospitalet.”

Dato for de fire arrangementer er
13. Maj: Odense Universitetshospital
14. Maj: Viborg hospital
15. Maj: Aalborg Universitetshospital
Efter sommerferien: København

På 2 hjul:
Motocross
Speedway
Klassiske Cagiva og Ducati superbikes
Superbikes

På 4 hjul:
Karting
Crosskart
JTCC Renault Clio Cup
Drifting
Legend Car
Rallycross
Rally
Klassiske Porsche 911 racerbiler

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Little Mag som førstereserve Kinas GP: 1. frie træning. Rosberg hurtigst »