Kaltenborn holder hånden over Gutierrez

Det har været mere end svært for den mexicanske debutant at leve op til forventningerne. Tiltroen var ellers stor til den 21-årige Gutierrez, da han til denne sæson tog skridtet fra test- og reservekører hos Sauber til fuldblods Formel 1 kører i samme team.

Monisha Kaltenborn . Copyright Sauber Motorsport

Af: Poul Østergaard Jørgensen (poej@bmf1.dk) d. 28/4 2013 klokken 10:04

Uden så meget som et eneste point i sæsonens første fire løb, og en bedste kvalifikation som P14, er det måske Gutierrez' held, at teamkollega Nico Hulkenberg har måttet nøjes med fem point og P10 som bedste kval.

Esteban Gutierrez. Copyright Sauber Motorsport

Gutierrez gjorde sig dog negativt bemærket under det kinesiske Grand Prix, hvor han kørte sig selv og Adrian Sutil i Sahara Force India af banen på fjerde omgang, en kørefejl som resulterede i en fem pladsers straf på startgridden til det efterfølgende løb i Bahrain.

Esteban Gutierrez tabte kasketten. Copyright Sauber Motorsport

”Meget har at gøre med bilens præstationsniveau,” fortalte teamchef Monisha Kaltenborn til Autosport, ”så man skal være forsigtig med at bedømme efter kun fire løb, men ja, vi skal holde meget godt øje med ham og se, om han lever op til forventningerne eller ej.”

Ifølge teamchefen har hele Sauberteamet dog stadig fuld tiltro til knægten fra Monterey, så det er op til ham at udvide tilliden til at omfatte hele paddocken.

Esteban Gutierrez. Copyright Sauber Motorsport

”Vi har ingen tvivl omkring hans mentale kapaciteter til at overskue og forstå tingene.”

”Men i øjeblikket kæmper han med sin præstationsevne. Så vi må prøve at fokusere på, at få hans potentiale mere frem, for vi ved, at det er der.”

”Konsekvensen er der ikke nu. Man kan selvfølgelig sige, at når man hyrer en debutant, kan man ikke forvente det allerede. Jeg syntes, at det er alt for tidligt at drage konklusioner efter fire løb.”

”På den ene side kan man ikke forvente for meget, men på den anden skal du forvente meget, da du kun har begrænsede muligheder. Og det er meget svært at finde den balance.”

Monisha Kaltenborn. Copyright Sauber Motorsport

”Man skal give ham en chance, men på samme tid ved vi, at som team har vi ikke mange chancer, og alt, hvad du gør i løbet af en sæson, kan direkte indvirke på dine kommende finanser. Så det er et svært valg,” afsluttede Saubers teamchef Monisha Kaltenborn.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Bahrain kunne have været uden Kimi Raikkonen Kubica tilbage i Formel 1! »