Maria de Villota kommer til Barcelona

Det er ikke uden en vis nervøsitet, at Marussias uheldige testkører Maria de Villota vender tilbage til paddocken for første gang efter sit voldsomme uheld på Duxford flyvepladsen i juli sidste år.

HRT ønsker Maria de Villota held og lykke med genoptræningen . Copyright HRT

Af: Poul Østergaard Jørgensen (poej@bmf1.dk) d. 8/5 2013 klokken 22:05

Trods en god rekonvalescens efter den næsten fatale straight-line aero test, så indrømmer 33-årige Maria de Villota, at hun stadig har hovedpine og ”føler sig svag".

Maria de Villota bliver testkører hos Marussia F1 Copyright Marussia F1

Ikke så mærkeligt, når man tænker på, at hun mistede sit højre øje og pådrog sig adskillige alvorlige skader i hovedet.

Meget naturligt er det hjemlandets Grand Prix på Circuit de Catalunya, som danner rammen om Maria de Villotas tilbagevenden til Formel 1 omgivelserne. Hun udtaler i den forbindelse til magasinet Europa:

Maria de Villota Copyright Marussia F1

”Det er det første løb, jeg overværer efter ulykken, så jeg har en smule sværere ved at sove. Det er hårdt ved mig, fordi jeg savner det, men jeg vil se alle kørerne hjemme (i Spanien), jeg tror, vi får et fantastisk løb, som vi har set på det seneste.”

Massa med Maria de Villota-stjerner på hjelmen Copyright Ferrari Media

”Jeg vil takke en masse mennesker, som jeg ikke har set siden ulykken, det har ikke været muligt for mig at takke dem for deres enorme støtte før nu, som f.eks. de som satte min stjerne på deres hjelme.”

Det bliver utvivlsomt et følelsesladet gensyn med mange fra den store F1 familie.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Toto Wolff: Det går fremad Spaniens GP: 1. frie træning: Alonso hurtigst »