Massiv kritik af Sergio Perez

Sergio Perez er kommet i strid modvind efter weekendens Grand Prix i Monaco. Konkurrenterne står i kø for at kritisere mexikanerens aggressive kørsel.

Sergio Perez . Copyright McLaren Media

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 28/5 2013 klokken 18:05

Vi har tidligere kunnet berette om, at McLarens teamchef Martin Whitmarsh efterlyste noget mere aggessivitet fra teamets nye kører, 23-årige Sergio Perez. Noget kunne tyde på, at mexikaneren har taget kritikken til efterretning – i hvert fald var han involveret i en lang række nærkampe med både teamkammeraten Jenson Button, Ferraris Fernando Alonso og Kimi Räikkönen i Lotus.

Hård kamp mellem McLaren-kørerne. Copyright McLaren Media

Konkurrenterne er mildest talt ikke imponerede over den aggressive fremfærd i Monacos smalle gader. Vi kunne alle høre med live, da Button over teamradioen (igen) beklagede sig over Perez’ kørsel, mens både Alonso og Räikkönen efter løbet har fremført kritik af mexikaneren.

Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media

I et interview med ’Sky Sports F1’ forsøger Fernando Alonso at udtale sig diplomatisk om sagen, men i sidste ende løber temperamentet alligevel af med spanieren: ”Jeg har faktisk ikke lyst til at rette så meget opmærksomhed mod denne sag, for det vigtigste er at Felipe (Massa) har det godt, og det næstvigtigste er Rosberg, som vandt løbet.”

”Med hensyn til Perez, endte han med at parkere sin racer i Rascasse – og mere er der egentlig ikke at sige om den sag. Han har været heldig flere gange i år; i Bahrain var han tæt på at kollidere med Jenson Button, og jeg måtte køre af banen for at undgå kontakt med ham. Her (i Monaco) undgik jeg at blive ramt af ham i chikanen, men så heldig var Kimi ikke. Det er vist kun McLaren, som kan være tilfredse med ham,” slutter Alonso.

Kimi Räikkönen. Copyright Pirelli

Kimi Räkkönen kolliderede som bekendt med Perez i chikanen efter tunnelen, et sammenstød som medførte et ekstra pitstop til finnen, som på det tidspunkt lå på en sikker 5. plads. Efter sit besøg i pitten befandt han sig på P14, men på mirakuløs vis lykkedes det på de sidste omgange at køre sig op på P10 og dermed hente et enkelt point til VM-regnskabet. Räikkönen er meget direkte i sin kritik af mexikaneren.

Adspurgt om hvorvidt de andre kørere i fællesskab vil tage en snak med Perez, svarer finnen: ”Det vil ikke hjælpe. Måske skulle en eller anden bare stikke ham én på hovedet.”

Eric Bouillier. Copyright Lotus GP

Heller ikke Räikkönens teamchef hos Lotus, Eric Boullier, er imponeret: ”Han bremsede meget, meget sent, og han fejlbedømte Kimis linje. Jeg synes, det var lidt for meget. Det ser ud til, at han lidt for ofte er for aggressiv, og han forsøger at lave nogle manøvrer, som for det meste er umulige at gennemføre,” siger Boullier.

Hovedpersonen selv forstår ikke kritikken: ”Kimi kørte mig direkte ind i muren ved indgangen til svinget. Han gav mig ingen plads overhovedet. Jeg ramte muren på vej ind i svinget, og der var bare ingen plads. Det var rigtig, rigtig ærgerligt. Jeg overhalede Jenson Button og Fernando Alonso her, og Jenson overhalede også mig. Man er nødt til at give lidt plads,” siger Perez i et forsøg på at retfærdiggøre sin kørsel.

Sergio Perez. Copyright McLaren Media

Sergio Perez har ikke modtaget en straf for sin kørsel. Løbets stewards, her iblandt vores egen Tom Kristensen, har åbenbart ikke fundet hans manøvrer kritisable. Det kan man så være enig eller uenig i. Det bliver spændende at følge mexikaneren i de kommende løb.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« FIA overvejer straf mod Mercedes Massas Ferrari havde fejl »