Paul Hembery: Måske kan F1 finde en anden leverandør, som er villig til at famle i blinde

Pirellis motorsportschef kaster yderligere benzin på bålet. Den italienske dækfabrikant er klar til at forlade Formel 1 ved udgangen af denne sæson.

Pirelli-chef Paul Hembery . Copyright Pirelli

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 8/6 2013 klokken 13:06

Bølgerne går højt hos Pirelli i forvejen. Som om massiv kritik af dækkene til indeværende sæson og den verserende ’Testgate’-sag om ulovlige tests i ledtog med Mercedes ikke var nok, kritiserer motorsportschef Paul Hembery nu også åbenlyst de gældende betingelser for tests og udviklingsarbejde.

Pirelli motorsportschef Paul Hembery. Copyright Pirelli

Ifølge italienske ’La Repubblica’ sagde Hembery fredag, at man ville forlade sporten ”hvis vi ikke får mulighed for at gennemføre nogle tests med de nye dæk inden sæsonstarten.”

”Vi kan ikke fortsætte med at famle i blinde. Vi skal præsentere vores specifikationer for næste års dæk senest d. 1. september, men vi ved overhovedet ikke, hvordan bilerne kommer til at se ud. Vi regner med at 2014-dækkene skal være bredere, men vi ved ikke hvor meget. I denne sæson har vi pga. manglende tests set en række tilfælde, hvor dækkene faldt fra hinanden, og fordi vi ikke kunne teste på bane, måtte vi forsøge at løse dette i laboratoriet.”

De nye dæk Copyright Pirelli Media

Pirelli har en ny generation dæk klar, som efter planen skal indsættes fra og med det britiske Grand Prix, som køres d. 30. juni. Det kræver dog en accept fra alle de involverede teams, og den accept har man endnu ikke fået.

”Vi har hørt, at Lotus ikke vil acceptere nogen ændringer,” siger Hembery videre. ”Hvis det er korrekt, kommer vi til at køre med de eksisterende dæk resten af sæsonen. Der kommer givetvis flere løb med 4 pitstop, men hvad skal vi stille op?”

Kimi Raikkonen. Copyright Pirelli

”Vi ønsker ikke endnu en sæson som denne. Vores kontrakt udløber. Vil Formel 1 så stå uden dæk? Jeg ved det ikke, men det er heller vores problem. Måske kan de finde en anden leverandør, som er villig til at famle i blinde.”

Paul Hembery ser desuden høringen i ’Testgate’ som en lejlighed til at få præciseret Pirellis betingelser for at fortsætte samarbejdet efter denne sæson.

Pirelli sportschef Paul Hembery. Copyright Pirelli

”Vi afventer høringen, men derefter er der mange elementer, som skal diskuteres. Det her handler ikke bare om at få sandheden frem, det handler også om, at mange ting skal gøres anderledes i fremtiden,” slutter den britiske motorsportschef.

Vi venter spændt på at høre, hvad der kommer ud af høringen hos FIA d. 20. juni.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Canadas GP: 2. frie træning. Alonso hurtigst Canadas GP: Kvalifikationen: Vettel på pole »