Englands GP, løbsresumé: Nico Rosberg vinder

Der var alle former for dramatik i dagens GP på Silverstone. Eksploderende dæk og sublim kørsel i legendariske rammer.

Nico fejrer sin fødselsdag . Copyright Daimler Benz

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 30/6 2013 klokken 15:06

Hamilton fosvarede sin pole position og trak omgående fra og øgede med to sekunder til Vettel på andenpladsen. Felipe Massa fik en flyvende start og strøg op som nummer fire, mens Webber efter et sammenstød fik beskadiget sin frontvinge og røg langt ned gennem feltet.

Hamiltons ellers sikre føring røg i vasken, da de meget omdiskuterede Pirelli-dæk endnu engang faldt fra hinanden, og Hamiltons venstre bagdæk eksploderede. Nøjagtig som Perez' dæk gjorde under træningen.
Ikke engang en omgang efter var Massa af banen med samme dækproblem som Hamilton. Derefter blev der travlt i pitlanen. Paul Hembery fra Pirelli må rive sig i håret.

Alonso kæmpede sig efter sit dækskifte op mod topplaceringerne, mens Rosberg og Vettel også tog en tur forbi mekanikerne på omgang 12 og 13. Vettel overtog føringen med Rosberg bag sig.
Jean-Eric Vergnes venstre bagdæk eksploderede på langsiden på vej mod pitten, det var dermed det tredje eksploderede dæk, og ikke engang halvdelen af løbet var kørt. Det er vel og mærke både den hårde og bløde dækblanding, der er eksploderet.

Safetycaren blev sat på banen, mens dækresterne blev fjernet. Der blev spekuleret i, hvorvidt løbet skulle forsætte, eller om det skulle afbrydes af hensyn til sikkerheden.

Safetycaren blev kaldt ind på omgang 21, og løbet blev igen givet frit. Vettel trak fra, mens Rosberg faldt bagud, samtidig med at Alonso stadig kæmpede sig videre op på plads fire. Webber fik kæmpet sig tilbage op i rækkerne efter sin frontvingeskade, og Hamilton fik efterfølgende fart i bilen efter sit uheld og kom op som nummer ni.
Raikkonen kæmpede indædt med Hamilton og Alonso og kom efterfølgende forbi og op som nummer tre.

Der blev i sidste del af løbet generelt kæmpet over hele linjen. Særligt kampen mellem Hamilton og Di Resta var bemærkelsesværdig og race, som vi kan lide at se det.

Derefter fløj Rosberg forbi en stillestående Vettel som rapporterede om gearboksproblemer og intet drive. Alonso gik ind og fik nye friske dæk, samtidig med, at safetycaren endnu engang blev sendt på banen. Samtidig pittede Rosberg, mens Raikkonen blev ude.

Løbet blev givet frit på omgang 46 og Alonso og Webber begyndte straks at lægge pres på som hhv. firer og syver.
Endnu et venstre bagdæk eksploderede på omgang 46. Denne gang var det Perez. En katastrofal weekend for Pirelli.

Webber rykkede op som nummer tre, mens Raikkonen jagtede Rosberg og Alonso leverede sublim kørsel, samtidig med at Hamilton fik en krog i Alonso.
Webber lagde mod slutningen ekstremt pres på Raikkonen og gik forbi.
Alonso gik samtidig forbi Sutil og op som nummer fire mens Hamilton også strøg forbi. Alonso placerede nu sit sigtekorn på Raikkonen og passerede ham på bageste langside. Raikkonens dækstrategi kostede ham i sidste ende.

Rosberg stod for presset og vandt Englands GP og om ikke andet fik Mercedes alligevel en sejr, til trods for Hamiltons tidlige dækuheld.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Stor dansk dag på Silverstone Sauber i økonomisk uvejr »