Teamordrer kan komme i spil hos Mercedes

Vi er mange, som har nydt at se de 2 Mercedes-racere i tæt infight i de seneste løb. Ifølge Toto Wolff skal vi desværre indstille os på, at det snart kan være slut.

Toto Wolff . Copyright Mercedes AMG

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 24/4 2014 klokken 20:04

Mercedes har totalt domineret sæsonen indtil nu, og undervejs har vi været vidner til nogle drabelige indbyrdes kampe mellem teamets 2 alfahanner, Lewis Hamilton og Nico Rosberg. Især løbet i Bahrain vil blive husket for mange, lange kampe mellem de 2 Mercedes kørere, og teamet har modtaget masser af roser for deres mangel på teamordrer. Desværre skal vi indstille os på, at det snart kan være slut, afslører Mercedes’ motorsportschef Toto Wolff overfor ’Autosport’.

Toto Wolff. Copyright Mercedes AMG

”Bahrain var speciel, fordi vores pakke fungerede særdeles godt, og vi havde en stor konkurrencemæssig fordel. Det gør det nemmere at træffe en beslutning om at tilgodese racerløbet, når man ved, at man har en stor margin ned til bilen på 3. pladsen,” siger Wolf og fortsætter: ”Jo mindre den margin bliver, jo mere skal man holde øje med konkurrenterne, og vores hovedregel er, at den primære fjende ikke er din teamkammerat, det er derimod de konkurrerende teams, og der kan godt forekomme situationer i løbet, hvor man er nødt til at tage den kendsgerning i betragtning.”

Hård men fair kamp mellem Lewis og Nico. Copyright Mercedes AMG

”Du har ikke råd til at miste en masse tid ved at kæmpe indbyrdes, hvis din nærmeste konkurrent ligger lige bag dig,” slutter Wolff og antyder således, at teamet ikke holder sig for gode til at udstede teamordrer i de kommende løb.

Hvorvidt eventuelle ordrer så i kampens hede vil blive accepteret og efterkommet af de 2 piloter, må tiden vise. Vi så (og hørte) i Bahrain, at det er nemmere sat end gjort, når rollefordelingen ikke er bestemt på forhånd. Ved den lejlighed blev begge Mercedes kørere lige efter hinanden bedt om at skrue lidt ned for blusset og sørge for, at begge biler nåede i mål, men det havde ikke den store effekt. Der blev også kørt race efter, at disse ordrer var udstedt, og det kan heller ikke være nemt for nogen af kørerne at skulle acceptere at nøjes med 2. pladsen, når de begge føler sig i stand til at vinde mesterskabet.

Nico Rosberg og Lewis Hamilton på podiet i Bahrain. Copyright Mercedes AMG

Vi tror på, at vi ikke har set den sidste indbyrdes kamp endnu.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Er Bernies regeringstid slut? Sprogbarriere bag det tidlige flag i Kina »