Newey frustreret over de mange regler

Red Bulls designer, Adrian Newey, er frustreret over de mange nye regulativer, og han frygter, at sporten kan stå overfor seriøse problemer, medmindre reglerne bliver genovervejet.

Adrian Newey og Christian Horner . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 13/6 2014 klokken 09:06

Selvom Red Bull i weekenden genansatte Newey gennem en ny flerårig kontrakt, så vil designeren ikke lægge meget fokus på den nye racer til 2015.

Grunden dertil er, at Newey i stedet vil fokusere på projekter udenfor F1 sporten, da han indrømmer, at han er blevet desillusioneret pga. de meget strikse regler.

Neweys primære utilfredshed ligger i de nye 1,6 liters V6 turboladede motorer og den nye ERS pakke, og med en fremtidig fastfrysning af motorerne er Newey bange for, at mange motorleverandører vil stå tilbage med en motor, der ikke leverer maksimalt.

"De nuværende regler er motororienterede. Regler, som formentlig vil blive slået fast i de kommende år," udtalte Newey til 'Autosport'.

"Der er stor fare for, med den fastfrysning, der vil ske gradvist i løbet af de næste 18 måneder, at hvis en producent ender med en fordel, så vil den forblive sådan. Er det en fordel, der skal opretholdes, og så skal vi andre bare give op?"

"Det er ikke en særlig tilfredsstillende situation i øjeblikket. Reglerne har, i min optik, brug for mere end en grundlæggende nytænkning."

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mere nyt til Kevin Caterham i store problemer »