Der har været meget snak om rivalisering mellem de to Mercedes-kørere, og det er kun blevet værre efter gårsdagens løb i Ungarn. Mod slutningen af løbet indhentede Nico Rosberg hurtigt Lewis Hamilton, og derefter fik Hamilton besked om at lade Rosberg passere. Uden at melde noget tilbage til pitten, valgte briten at ignorere denne teamordre.
Efterfølgende forklarede Hamilton: "Vi kørte samme løb - bare fordi han havde taget et [pit]stop mere end mig, betyder det ikke at vi ikke kører samme løb."
"Naturligvis, hvis jeg havde ladet ham passere, ville han kunne trække væk, og når han så var gået i pit, ville han komme tilbage og overhale mig, så jeg var meget chokeret over, at teamet bad mig om dette, for at forbedre hans placering."
"Han kom aldrig tæt nok på til at overhale, men jeg ville aldrig slippe gassen og så miste terræn til Fernando eller Daniel for at give Nico et bedre løb. Så det var lidt underligt, alt sammen."
Bedste venner? Copyright Daimler Benz
Hamilton endte løbet på en tredjeplads, lige foran Nico Rosberg, så hvis Hamilton havde ladet Rosberg passere, ville tredjepladsen helt sikkert være gået til Rosberg - og Rosberg ville måske have været i stand til at kæmpe med om sejren til sidst. Mercedes' motorsportschef, Toto Wolff, har udtalt, at teamet vil diskutere beslutningen internt og se på, hvornår der skal udstedes teamordrer.
Teamordrer har givet anledning til megen debat gennem tiderne, men de sidste par år har det været helt op til det enkelte team, om sådanne ordrer skal udstedes. Det har dog vist sig flere gange, at det er svært at få en kører til at følge en sådan ordre.