Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 22/7 2020 klokken 11:07
SF1000 skulle være det helt store for Ferrari. En ny tilgang til Formel 1, skulle bringe holdet tilbage i forreste række.
Men sådan er det som bekendt ikke gået.
Ifølge vedvarende rygter, skulle Ferrari, langt om længe, have indset, at deres tilgang til den nuværende løsning er forkert, hvilket betyder at de skal begynde helt forfra.
Det forlyder, at de allerede er så langt i udviklingen af en ny SF1000 version 2, at den vil debutere om 3 løb, når Formel 1 feltet kommer til Barcelona for at køre det Spanske Formel 1 Grand Prix.
Det er det italienske medie, Formula Uno Analisi Tecnica, der kommer med påstanden, som de dog ikke er ene om. Faktisk har det forlydt, siden vintertesten, hvor vi for første gang så at Ferrari slet ikke var der hvor man forventede, at de var begyndt forfra.
Corona-krisen satte i første omgang en stopper for udviklingen af den nye bil, men allerede efter det første løb i Østrig, stod det klart at SF1000 var langt efter de øvrige.
I 2021 kommer Formel 1 feltet til at anvende de samme biler som de kører med i år, inden der for alvor begyndes forfra i 2022.
Det betyder, at hvis ikke Ferrari gør noget nu, vil de også halte bagud i 2021, hvilket de ikke kan leve med.