Honda: Vi skal levere på samtlige baner

Hondas problemfyldte genstart i Formel 1 er fortid, og med en godkendt 2019-sæson kigges der nu fremad. En enkelt udfordring skal dog løses omgående, indrømmer Honda F1s CEO.

Honda . Copyright BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 13/1 2020 klokken 11:01

I grandprix-sæsonen 2015 til 2017, og dermed i hybridæraens start, var det blot et spørgsmål om tid, før de Honda-motoriserede McLarens måtte trække sig med motorproblemer, men de tider er forbi. Den netop afsluttede sæson har vist en markant japansk fremgang, nu som leverandører til det private team Red Bull.

Således var det rå Honda-power, der gav Max Verstappen hans tre sejre i henholdsvis Østrig, Tyskland og Brasilien. Men lige præcis de tre sejre afslørede samtidig den japanske motorenheds åbenlyse svaghed.

Førnævnte baner har nemlig markante højhastighedslangsider, hvor Honda tydeligvis har en fordel i forhold til den dominerende Mercedes-motor. Det var især tydeligt i Brasiliens GP, hvor Lewis Hamilton i Mercedes ikke formåede at passere Pierre Gaslys Toro Rosso i de tos næsten side-by-side-fight i opløbet om løbets andenplads.

Østrigs Grand Prix 2019. Max Verstappen vinder løbet foran Charles LeClerc og Valtteri BottasØstrigs Grand Prix 2019. Max Verstappen vinder.
Copyright Red Bull Contentpool


Honda F1s CEO Masashi Yamamoto indrømmer da også, at fabrikken skal arbejde på at udvikle motorer, som også leverer varen på andre typer af baner end de førnævnte.

“Jeg vil ikke bruge ordet ‘ustabil’, men vi har haft preferencer i forhold til bestemte baner. Sådan burde det ikke være,” udtalte Yamamoto til Autosport.

I betragtning af at Red Bull netop har udvidet kontrakten med Verstappen til 2023, så er Honda-chefen helt bevidst om kravet til at levere en PU (power unit) med mesterskabspotentale.

Japans Grand Prix 2019. Max Verstappen under 1. frie træning på SuzukaJapans Grand Prix 2019. Max Verstappen under 1. frie træning på Suzuka
Copyright Red Bull Contentpool


“Vi skal kunne sige til Max ‘vi er her’, vi er gode på alle baner og i hvert eneste løb.”

“Vi skal være i stand til at levere den slags motor.”

“Han skal ikke bekymre sig, om motoren bryder sammen. Så kan han få mere tid til at sætte sig ordentlig op til både kvalifikation og løb,” lød det fra Yamamoto.

Max Verstappen sluttede på 3-pladsen i årets individuelle F1-mesterskab med 278 point, mens Red Bull sluttede på samme placering i konstruktørmesterskabet med 417 point.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hulken var ikke god nok 'Smiling Tom' Belsø er død »