Jordan: De store koncerner stopper - Hamilton til Ferrari

Den tidligere Formel 1-teamejer Eddie Jordan kigger i F1-krystalkuglen efter corona-krisen: Mercedes stopper, Hamilton skifter til Ferrari – og de store koncerner kommer til at trække sig.

Kinas Grand Prix 2019 . Copyright Mercedes AMG

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 4/5 2020 klokken 10:05

"Verden har ændret sig ekstremt blot pga. corona. Og det betyder for de store koncernbosser, at de bliver nødt til at ændre deres tankegang", fortæller Eddie Jordan i en samtale med ”F1-Insider.com” og tyske ”Sport1”.

Derfor regner den tidligere teamchef nu med, at Hamilton skifter til Ferrari, for de økonomiske betingelser i Formel 1 kommer til at ændre sig markant, og Mercedes vil næppe betale Hamiltons megaløn i flere sæsoner endnu. Det er kun Ferrari, der kan og vil det: „De [Ferrari] ved også, at han er det værd,” som Jordan udtrykker det.

Ferrari sidder umiddelbart med gode kontraktkort på hånden: Vettel er på vej væk, medmindre han accepterer et discount-tilbud fra Ferrari, og Leclerc er relativ billig i drift – og hurtig.

Så hvad med Sebastian Vettel? Jordan regner kun med, at den firedobbelte tyske verdensmester kun har to muligheder: "Enten bliver han nødt til at indstille karrieren eller køre hos McLaren. Hans tog hos Ferrari er kørt for længst."

McLaren kunne blive en mulighed for Vettel i Formel 1 efter corona-krisen, især fordi de store koncerner kommer til at forlade Formel 1 og overlade scenen til mindre private teams.

"I løbet af de næste to år kan Mercedes, Honda og Renault være helt væk eller have reduceret deres deltagelse i F1 til et absolut minimum. En af mulighederne er at droppe deres fabriksteam,“ mener Jordan.

Eddie Jordan.Eddie Jordan.
Copyright Jordan Media


Afskedspilen peger først og fremmest på Mercedes: "Mercedes-ledelsen har ikke noget andet valg. De har opnået alt og vundet alt. Selv flere succeser i Formel 1 vil ikke kunne bruges som en strategisk marketingsfordel.”

Desuden øges det økonomiske pres, ikke kun på Mercedes men også på deres sponsorer som Petronas. "Oliepriserne er i frit fald. Derfor har oliekoncernerne heller ikke længere råd til at engagere sig i Formel 1 hvert år med et tocifret millionbeløb i dollars,” mener Jordan.

"Petronas bliver derfor også nødt til at sige farvel. Deres manglende sponsorpenge kommer til at rive bunden ud af budgettet."

Abu Dhabis Grand Prix 2019. Mercedes team fotoAbu Dhabis Grand Prix 2019. Mercedes team foto
Copyright Mercedes AMG


Eddie Jordan tror derfor, at Mercedes sælger sit team, "måske til Lawrence Stroll, der har det erklærerede mål at blive verdensmester med mærket Aston Martin og sin søn Lance. Det er i øjeblikket svært med Racing-Point-teamet.”

Mercedes vil dog nok fortsætte med at levere motorer til Formel 1. Måske bliver samarbejdet mellem McLaren og Mercedes udbygget til et intensivt partnerskab, som man kender fra tidligere tiders McLaren Mercedes, mener Jordan.

Og måske kunne Mercedes godt tænke sig en billig og erfaren tysk kører i et engelsk team med en tysk motor. Dermed er Sebastian Vettel pludseligt i spil igen.

Copyright Getty Images/Red Bull RacingCopyright Getty Images/Red Bull Racing
Copyright Getty Images/Red Bull Racing

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Albon sikrer sig første sejr Horner: Østrigs GP sætter standarden for fremtidig »