Da Kevin Magnussen første gang satte sig - eller rettere sagt blev løftet - ned i en racerbil, gik han med ble og var kun to år gammel. Nitten år senere fik han sin debut i Formel 1 for McLaren og fulgte dermed i fodsporene på sin far, Jan Magnussen, som i 1995 ligeledes fik sin F1-debut hos samme britiske team og dermed banede vejen for sin søn.
For udenforstående kan det virke som det rene paradis, at far og søn deler samme interesser, i dette tilfælde motorsport og Formel 1 i særdeleshed, men det er langt fra altid tilfældet. Således har der været flere situationer, hvor eksempelvis Max Verstappen (Red Bull) har måttet finde sig i voldsomme, offentlige, verbale øretæver, når løbene ikke helt er gået efter planen.
Det sidste har aldrig (redaktionen bekendt) været tilfældet med Magnussen-parret. Det tætteste man kommer en konfrontation mellem far og søn, har været at sønnike af og til kunne blive lidt træt af “for mange gode råd fra min far”, har Kevin Magnussen indrømmet i et interview med TV3 sidste år.
Kevin Magnussen. Belgiens Grand Prix 2019
Copyright Haas F1
Alligevel vil der være et vist pres for at præstere mindst lige så godt, og helst bedre, end sin far. Om ikke andet for at bevare håneretten. Men for Kevins vedkommende har presset aldrig været negativt, har han fortalt til
Racer.com.
På spørgsmålet fra en læser, hvordan han taklede presset ved at blive sammenlignet med sin far, svarede Magnussen, at han følte, at det havde været gavnligt i hans tidligere år.
”Jeg vil ikke sige, at det var noget, jeg havde brug for, for bedre at klare mig,” sagde han.
”Selvfølgelig var der noget ekstra pres, men på den anden side var der også nogle fordele.”
”Det faktum, at jeg havde en ‘racerfar’, der var i F1 og havde en vis succes, betød, at nogle vigtige mennesker og teams var opmærksomme på mig.”
”Så da jeg fik resultater, blev det bemærket.”
Jan Magnussens Corvette på Sebring 2015
Copyright General Motors
”Jeg ville tro, at det faktum, at jeg har haft min far som racerkører, har hjulpet mig mere end det har skadet mig. Det er helt sikkert.”
Jan Magnussen nåede 24 starter hos det temmelig ustabile Stewart Ford, før han stoppede i Formel 1 i midten af 1998. Herefter kom danskeren til den daværende amerikanske F1-pendant CART, hvor han kørte syv løb. I 1999 og 2000 fortsatte Magnussen i sportsvognsserien American Le Mans Series (ALMS) hvor han først kørte for Panoz. Lige siden 1999 har den nu 46-årige racerkører deltaget i 24-timersløbet i Le Mans, hvor det blev til hele fire klassesejre for Chevrolet.
Hvad med drømmen om at stille op i de prestigefyldte Le Mans i samme team som sin erfarne far?
”Jeg ved ikke, om der overhovedet er nogen chance, men det er noget, vi ville elske at gøre sammen og har talt om i lang tid,” indrømmede Kevin.
”Indtil videre har den rigtige mulighed bare ikke været der. Hvis vi får muligheden, så hopper vi omgående med på den,” lød det fra Haas-køreren.