Det vil være en overdrivelse at påstå, at Robert Kubicas comeback til Formel 1 har været en dans på roser efter starten hos Williams F1. Ikke desto mindre er den 34-årige polak en af de kørere, som Williams stadig har under overvejelse som partner til Russell i 2020.
Der er dog en udbredt antagelse i paddocken, at sædet brænder under Kubica, og det forlyder derfor også nu, at polakkens management har følere ude hos DTM og Audi Motorsport.
"Det er en smule tidligt at kommentere for meget på deltaljer omkring situationen for vores fabrikskørere," lyder det fra Audi Motorsports chef Dieter Gass.
"Men Kubica er da en interessant kører for DTM generelt," indrømmer han overfor Autosport.
Robert Kubica
Copyright Williams F1 Team
Da mediet pressede Gass yderligere indrømmede han, at der var noget om sagen.
"Jeg har ikke talt med Kubica personligt, men kun med hans management," lød det.
Kubicas management har tilsyneladende også haft samtaler med BMW, som polakken har haft tætte bånd til siden han kørte for BMW Sauber F1 fra 2006 til 2009 og som han endvidere vandt Canadas Grand Prix for i 2008.
BMW er dog lidt mere nølende i sine udtalelser.
"Vi har altid været i kontakt med ham igennem årene, men jeg tror det er helt normalt, at man checker og holder forbindelserne ved lige," lød det fra BMW-bossen Jens Marquard.
Der er utvivlsomt sund fornuft i at holde kontakterne i andre løbsserier varme, for Kubica ligger p.t. på næstsidstepladsen i Formel 1 med kun ét point, men dog foran teamkammeraten George Russel, som ingen point har.