Resultaterne afspejlede ikke Christian Lundgaards flotte debut, kan man kort konstatere efter hans første weekend i GP3.
En 12. og 13. plads i de to løb blev det til, men resultaterne til trods, så var Christian Lundgaards debut mere end godkendt.
Den kun 16-årige Renault Sport Academy kører blev indkaldt med få dages varsel og havde aldrig tidligere testet en GP3 racer, der med over 400 HK og markant mere downforce end de biler han normalt kører i, er et stort skridt op.
Christian Lundgaard på Paul Ricard
Copyright Renault
Fredagen brugte Christian Lundgaard på at lære sin nye racer fra MP Motorsport at kende. Det gjaldt om at få kørt så mange omgange som muligt og lære bilen at kende inden kvalifikationen.
Stille og roligt fik Christian føling med bilen og på hans sidste omgang satte han en tid, der kun var et sekund fra hurtigste mand og placerede ham som en flot nummer 11 ud af de tyve kørere.
I kvalifikationen forbedrede Christian sig yderligere og var kun 6 tiendedele sekund fra hurtigste kører over en omgang som varer lidt under 2 minutter for en GP3 kører.
I de to løb var heldet dog ikke med Christian.
I første løb kæmpede han med både bremser og konkurrenter og da DRS, ikke blev sat i funktion under løbet, var det svært at avancere. Men Christian sluttede løb 1 i et meget tæt felt af biler, hvor han blev nummer 12.
Christian Lundgaard på Paul Ricard
Copyright Renault
I søndagens løb blev Christian presset af banen to gange på første omgang og røg ned som sidste mand. Men den unge jyde arbejdede sig frem og var med i nogle tætte dueller. Igen var der problemer med DRS, men Christian formåede det til trods, at køre en flot 13. plads i hus foran blandt andet holdkammerat Boccolacci fra MP Motorsport.
”Jeg er godt tilfreds med weekenden, selvom jeg gerne ville have haft nogle bedre resultater” fortalte ambitiøse Christian Lundgaard efterfølgende.
”Det var en virkelig fed racerbil at køre. Den kører virkelig godt, men den er meget tung i forhold til det, som jeg er vant til og har selvfølgelig langt større svinghastigheder.”
”Jeg sloges lidt med bremseproblemer i både kvalifikationen og første løb, hvilket selvfølgelig gjorde det lidt sværere. Jeg var også meget i tvivl om, hvor meget jeg kunne satse i første løb, da jeg aldrig havde testet i klassen før og ikke vidste præcist, hvor meget man skal passe på dækkene.”
”Da bilen var rigtig tung, var jeg også spændt på min fysik. Men fysisk gik det rigtig godt og jeg havde ingen problemer, heller ikke med nakken til trods for de større g-krafter. Så det var positivt og viser, at det er det korrekte træningsprogram jeg har.”
”I andet løb blev jeg skubbet helt af banen to gange på første omgang, så derfra blev det desværre rigtig svært at komme tilbage. Og uden DRS blev det rigtig svært at overhale, men jeg fik alligevel kørt en masse tæt og fedt ræs.”, kom det fra en glad Lundgaard efter løbet.
”Alt i alt en meget lærerig weekend og jeg skylder en kæmpe tak til alle dem, der har arbejdet for at jeg kunne få lov at køre dette løb”, sluttede han.
Næste opgave for Christian Lundgaard er 5. afdeling af Formula Renault Eurocup der afvikles på Red Bull Ring den 20.-22. juli.