Mercedes trækker sig fra protesten mod FIA og Ferrari

Kovending: Mercedes er nu ikke længere et af de syv teams, der protesterer mod den hemmelige aftale mellem Ferrari og FIA. Åbenbart har Mercedes selv indgået en hemmelig aftale – med Ferrari.

Toto Wolff . Copyright Mercedes AMG GP

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 19/3 2020 klokken 09:03

Det var uventet: I henhold til Motorsport-Total.com blev der sidste uge holdt et møde mellem Ferraris præsident John Elkann og Daimlers CEO Ola Källenius. På det møde skulle man have aftalt, at Mercedes standser sin protest, så Formel 1’s image ikke lider unødigt.

Källenius har derefter anvist teamchef Toto Wolff om, at aftalen på det højeste forretningsniveau skal respekteres, og at Mercedes AMG derfor skal trække sig fra protesten mod aftalen mellem FIA og Ferrari.

Wolff var i starten af skandalen primus motor og initiativtager til brevet med krav til FIA fra de dengang syv teams.

F1-Insider.com fortæller, at det nu er Red Bull, der overtager rollen som det team, der koordinerer protesten mod Ferrari og FIA, så sagen ikke dør helt.

Christian HornerChristian Horner
Copyright BMF1


"Man sidder tilbage med en dårlig smag i munden,” siger Red Bulls teamchef Christian Horner til det tyske bilmagasin auto motor und sport. "Vi har mange penge i klemme. Forskellen for os mellem at slutte nr. 2 eller nr. 3 i den samlede stilling er på 20 millioner dollars [ca. 138 mio. kroner]. Alle vores medarbejdere får grundlæggende en bonusudbetaling. Derfor kan vi simpelthen ikke acceptere det her."

Mercedes har ingen penge i klemme, da de alligevel vandt begge mesterskaber sidste år og dermed scorede de fleste penge.

De nu seks tilbageværende teams vil gå videre med sagen angående aftalen mellem FIA og Ferrari med henblik på 1) en offentliggørelse af aftalens indhold og 2) om Ferrari rent faktisk snød med motoren sidste år.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Antonio Giovinazzi vil have Vettels sæde F1-teams hjælper i kampen mod Corona »