Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 27/10 2019 klokken 22:10
Det startede ellers efter planen for Leclerc, Vettel og Ferrari, der kom godt fra start, mens Verstappen og Hamilton kom i klemme i de første sving, hvilket blandt andre Sainz nød godt af. Der blev kortvarigt gjort brug af den virtuelle safetycar, men løbet blev kort efter givet frit igen. Leclerc kontrollerede løbet i front, mens Verstappen var ivrig efter at køre sig frem i feltet. Desværre for hollænderen fik han en katastrofal punktering på højre bagdæk, der sendte ham ned på sidstepladsen.
Hvad angik Kevin Magnussen var han undervejs i løbet så langt oppe som nummer 11, hvilket faktisk var ganske fornuftigt, når man tager hans startplacering som nummer 17 i betragtning. Det blev dog ikke bedre end det, og Magnussen og Grosjean sluttede i den tunge ende af feltet som hhv. 15 og 17.
Der skete generelt ikke meget i dette års Mexicanske Grand Prix, hvor det i store dele af løbet faktisk var i pitten, at underholdningen skulle findes. Både Ferrari, McLaren og Alfa Romeo havde problemer med at skifte dæk. Særligt Alfa Romeo og McLaren gjorde sig uheldigt bemærket, da det lykkedes for det italienske holds mekanikere at time deres påsætning af Giovanazzis højre bagdæk så dårligt, at det efterfølgende røg af bilen, da den blev sat ned på asfalten. Norris nåede dog næsten til udgangen af pitten, før han tog et skarpt sving til højre og parkerede, indtil hans mekanikere kom rendende og måtte skubbe ham tilbage til boksen, inden de kunne sende ham afsted igen - denne gang med fastmonterede dæk.
Hjemmebanehelten Sergio Perez havde en udmærket søndag og fik kørt sin racer hjem til en velfortjent syvendeplads, mens Verstappen fik kæmpet sig tilbage til en mere end godkendt sjetteplads, hvilket faktisk var løbets højdepunkt.
Norris blev senere i løbet kaldt tilbage til pitten endegyldigt, mens samme skæbne også overgik Raikkonen.
Hen mod de sidste omgange af løbet så det ud til, at Vettel skulle kæmpe med Hamilton om sejren. Det skulle dog vise sig, at Vettel i stedet skulle bruge dyrebare omgange på at forsvare sig mod Bottas, mens Leclerc var snublende tæt på at snuppe tredjepladsen fra Bottas, havde det ikke været for en overbremsning på en af de sidste omgange. Alex Albon lå længe til en tredjeplads og sin første tur på podiet, men det endte med en femteplads for thailænderen.
Hamilton tog det ternede flag 1,5 sekunder foran Vettel, mens Daniil Kvyat i sidste sving sikrede sig lidt TV-tid ved at vædre Nico Hülkenberg og sende tyskeren i væggen. Hülkenberg kunne dog fortsætte det sidste stykke over vejen med de to sluttende hhv. 9 og 11.
Det kunne have været dagen, hvor Hamilton samtidig kunne have sikret sig verdensmesterskabet, men Bottas' tredjeplads forhindrede dette, og 'kampen' fortsætter således på banen i Austin.