Nyt spansk Formel 1-team på vej?

Flere Formel 1-nyhedsmedier har modtaget en pressemeddelelse med den lovende titel: "GETTING READY FOR A NEW F1 ENTRY". Kørerne nævnes allerede. Hvor seriøst mener de det?

Spaniens Grand Prix 2019 . Copyright McLaren

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 3/10 2019 klokken 17:10

Nyt team i Formel 1. Det lyder som en sensation. Bag projektet, der planlægger at starte i 2021, står MIM-gruppen (Monaco Increase Management SARL) og det spanske Campos-team.

Idéen er åbenbart at fylde det spanske tomrum, som Fernando Alonso har efterladt på det spanske Formel 1-marked.

I pressemeddelelsen står der bl.a., at der allerede har været afholdt tre møder med de ansvarlige inden for Formel 1: den 11. maj til grand prixet i Barcelona, den 15. maj på Formel 1’s hovedkontor i London samt den 31. juli.

Men hov! FIA-præsidenten Jean Todt har ellers for nyligt udtalt, at der findes flere interesserede parter med henblik på nye Formel 1-team, men at han indtil videre ikke har set et seriøst tilbud...

Formel 1-sportschefen Ross Brawn har for et par uger siden også udtalt, at han er „overrasket” over, hvor stor interesse der er for nye teams. Han gør opmærksom på, at reglerne for 2021 skal være helt på plads, før der kan komme nye teams ombord.

Ross Brawn har bl.a. udtalt: "Vi har nok med de ti teams, vi har i øjeblikket – så længe det fungerer for dem. Og hvis vi får nye teams, så bliver det kun teams, som kan bidrage til showet.”

Det betyder oversat, at arrangørerne af Formel 1 ikke har den store interesse i at få flere små teams i Formel 1, der alligevel kommer til at køre langt bagefter de allerede etablerede teams...

Men det eventuelt nye spanske team har åbenbart allerede fundet sine kørere: Der skulle være tale om spanieren Alex Palou, der i øjeblikket kører Super Formula i Japan, og som administreres af MIM-gruppen. Og så skulle den anden kører være Pascal Wehrlein, der i øjeblikket kører for Mahindra i Formel E og allerede har Formel 1-erfaring.

Pascal Wehrlein nu hos FerrariPascal Wehrlein nu hos Ferrari
Copyright Bil Magasinet BMF1


Spørgsmålet er også, om Ferrari har en finger med i spillet. Noget kunne tyde på det, når man nærlæser pressemeddelelsen: Wehrlein er reservekører hos Ferrari. PR-ansvarlig for det nye team er Alberto Antonini, der er tidligere talsmand for Ferrari.

I henhold til pressemeddelelsen er det Salvatore Gandolfo og Adrian Campos, der står bag det nye team eller rettere sagt projekt. Finansieringen står den tidligere nævnte MIM-gruppe for. Det tekniske skal Peter McCool tage sig af som teknisk leder, og Ben Wood er blevet ansat som aero-chef. Begge har en fortid i Formel 1.

Men hvor seriøst er det hele? Vi må vente og se. Ambitionerne fejler i hvert fald ikke noget, hvis man her sidst i 2019 vil prøve at stable et helt Formel 1-team på benene til 2021, når man ikke engang kender alle reglerne… Diplomatisk formuleret bliver det lidt af en udfordring.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Norris skifter management 2020 kalenderen er en skilsmisse kalender »