Det er velkendt, at de hektar store, asfalterede afkørselsarealer på racerbanerne mere eller mindre gør kørefejl betydningsløse og at tidligere tiders fatale fangsand, sten og grus fremtvang en del mere respekt.
Af samme årsag debuterede et nyt elektronisk system til monitorering af overskridelse af de såkaldte ‘track limits’ i Raidillon-svinget på Spa-Francorchamps under Belgiens Grand Prix, og systemet videreføres nu i den kommende weekend under Mexicos Grand Prix.
Specifikt drejer det sig om Sving 11, der er en hurtig venstrekurve, som til sidst leder ind i den lange baglangside umiddelbart før den sidste af banens tre DRS-zoner. Kørere, som kører bredt i dette sving, dømmes til at have fået en potentiel hastighedsforøgelse foræret ved udgangen til langsiden.
De rød-hvide curbs må ikke overskrides. Mexicos Grand Prix 2018. Scuderia Toro Rosso
Copyright Red Bull Contentpool
FIA har derfor gjort det klart, at hvis køreren for tredje gang forlader banen - altså hvis hele bilen overskrider den rød-hvide kurb, eller ikke længere er i kontakt med denne - så vil de få vist det sort-hvide flag (advarsel) og næste overskridelse vil blive rapporteret til stewards. Hver overskridelse bliver registreret af elektronikken.
Det er dog ikke enhver overskridelse, som vil blive indrapporteret. Således vil en overskridelse forårsaget af at en kører er blevet presset ud over de rød-hvide curbs blive vurderet individuelt.
Endelig er der særlige regler for overskridelse af de gule curbs i sving 1, 2, 3 og 8, hvor der skal køres højre eller venstre om de opstillede kegler i afkørselsområdet, inden det igen er tilladt at køre ind på banen.
For ovennævte sving gælder følgende hovedregel: “I alle ovennævnte tilfælde må en kører kun komme ind på banen igen, hvis det er sikkert at gøre det og uden at have opnået en vedvarende fordel.”