Racing Point appellerer

Racing Point har benyttet retten til at appellere FIAs dom over teamets bremsetragt, der efter flere teams opfattelse er en ren Mercedes-kopi.

Ungarns Grand Prix 2020 . Copyright BWT Racing Point

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 12/8 2020 klokken 18:08

Hvis man har set Racing Point-ejerens Lawrence Strolls spruttende arrige video, hvor han raser over uretfærdigheden i at teamet er blevet dømt skyldige i at plagiere Mercedes’ bremsetragt, kaldet ‘brake duct’ (luftindtaget til forhjulsbremserne) fra 2019-modellen, så kommer det ikke som en overraskelse, at teamet nu har appelleret afgørelsen.

FIAs afgørelse betyder, at Racing Point skal betale en bøde på 400.000 € og samtidig får frataget 15 point i konstruktørmesterskabet, men som en kuriositet kan det oplyses, at FIA i deres afgørelse samtidig giver Racing Point lov til at fortsætte med at benytte de ulovlige bremsetragte.

Racing Points teamchef, Otmar Szafnauer, er tilfreds med appellen, som han mener vil gøre det muligt at grave endnu dybere i sagen og samtidig bevise, at teamet ikke har forsøgt at snyde.

“Jo mere du graver (i sagen, red.), des bedre står vi,” udtalte Szafnauer.

Otmar SzafnauerOtmar Szafnauer
Copyright Bil Magasinet BMF1


“Når dommerne nu kommer til at forstå, hvordan vi har lavet bilen, hvordan vi har arbejdet med bremsetragtene, set hvordan vi har fortolket regulativet, så vil de se, at vi har holdt os inden for regulativet.”

“Vil det ikke være godt at afklaret disse punkter først, inden man straffer os for at udnytte regulativet, som det er skrevet? Og hvorfor skal man straffes for at gøre det, som regulativet ikke siger?”

“Det er hvad Formel 1 handler om. Vi så det samme med dobbelt diffuseren (i 2010 med Brawn GP, red.), hvor en fyr i Japan læste reglerne, som de stod og derefter kom op med en dobbelt diffuser, der senere blev dømt ulovlig,” lød det fra Szafnauer.

I første omgang appellerede både Ferrari, Renault, McLaren og Williams dommen fra FIA og krævede, at Racing Point ikke kunne fortsætte med at benytte de forkætrede bremsetragte.

Siden har både McLaren og Williams trukket deres appel tilbage.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Fejl i Vettels chassis Corona: Ruslands GP med 30.000 tilskuere »