Sebastian Vettel til Le Mans-team?

Aston Martin, Red Bull, førtidspension eller noget helt andet? Sebastian Vettels fremtid er stadig uafklaret. Nu kommer der et tilbud fra den amerikanske millionær James Glickenhaus om et sæde i den nye hypercar-klasse.

Steiermarks Grand Prix 2020 . Copyright Ferrari

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 25/8 2020 klokken 10:08

Filminstruktøren og sportsvognsfanen James Glickenhaus tilbyder Sebastian Vettel et sæde i hans kommende hypercar SCG 007, der skal køre med i WEC-serien.

Grunden til at Glickenhaus tilbyder Vettel et sæde er meget enkel: "Jeg ved ikke, hvordan de arbejder internt hos Ferrari, men som udenforstående er det tydeligt, at de har en lang historik med at behandle deres kørere dårligt", fortæller Glickenhaus til magasinet Dyler. "Sådan har det været lige siden, Enzos (Ferraris) tid."

"Men tilbage til Sebastian. Ferrari ser ud til at fortsætte deres tradition med den dårlige behandling [af deres kørere], og det er ikke en god ting. Så hvis Sebastian har lyst til at komme til os og vil prøve at køre Le Mans, så har vi et sæde til ham!”

James Glickenhaus er selv motorsportsentusiast og bl.a. en god ven af den tidligere Ferrari-præsident Luca di Montezemolo – men ikke af Formel 1: "Formel 1 interesserer mig ikke så meget. Starten er ok, afslutningen er også ok, men derimellem er det kun paradekørsel,“ kritiserer Glickenhaus.

Desuden er han ikke glad for, at folk lever et liv i en „champagneboble" til grandprixer, der køres i lande med "bizarre diktaturer".

Til gengæld har han stor respekt for Vettel, der hverken er på de sociale medier eller flasher sine dyre biler, ure eller anden luksus. "Han er en type af den gamle skole, og det kan jeg godt li’", fortæller Glickenhaus.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vettel er ikke frustreret Renault trækker appel mod Racing Point-dom tilbage »