Steiner: Anekdote om Eddie Irvine er sand

Günther Steiner bekræfter, at der er hold i rygterne om en anekdote angående Eddie Irvine, dengang han kørte for Jaguars Formel 1-team i starten af 00’erne. Det drejer sig som altid om penge.

Niki Lauda tester Jaguar RB2 på Ricardo Tormo banen i Valencia . Copyright Getty Images

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 21/10 2019 klokken 20:10

Rekorden for flest brændte tusindkronesedler mellem 2000 og 2004 går til Jaguar. I fem sæsoner blev der brændt masser af penge af – uden resultater. Bedste resultat var to placeringer på podiet, indtil man fik nok og solgte teamet til Red Bull.

Haas-teamchefen Günther Steiner var dengang med hos Jaguar. Og hvis du spørger ham, er der det ikke underligt, at Jaguar forsvandt fra Formel 1.

BMF1 eksklusivt interview med Günther Steiner, Monza 2018BMF1 eksklusivt interview med Günther Steiner, Monza 2018
Copyright BMF1


"For bestyrelsen i Ford Motor Company var vi kun en udgift, intet andet", siger Steiner. Og måske ikke uden grund: Da Eddie Irvine skiftede fra Ferrari til Jaguar, som han kørte for fra 2000 til 2002, krævede han penge for det - mange penge.

Anekdoten går på, at Eddie Irvine var den bedst betalte medarbejder i Ford-koncernen dengang. Da bestyrelsesformanden William Clay Ford Jr. fik den nævnte lønningsliste i hånden, skulle han have råbt: "Hvem helvede er denne Edmund Irvine?"

"Anekdoten er god nok", siger Steiner: "Jeg var ikke til stede ved bestyrelsesmødet, men jeg har hørt fra flere, som var der, at det skulle være rigtigt nok. Ford var nødt til at spare, og derfor gik de lønningslisterne igennem. Eddie fik en rigtig god løn. Det vidste han [William Clay Ford Jr.] ikke. Men det viser, hvor lidt føling Ford-bestyrelsen havde med engagementet i Formel 1."

Steiner fortæller videre om Ford-koncernen: "Det var også årsagen til, at de aldrig fik nogen succes, for de syntes hele tiden, at det var for dyrt. Ingen vidste, hvordan tingene fungerede, og de spurgte ingen om råd. Og derfor, hvis du spørger mig, mislykkedes det også. Der kom folk forbi, men de vidste absolut ingenting. Formel 1 er ret komplekst, og de var bare helt blanke."

"Derfor forsvandt teamet også", mener Haas-teamchefen, der kun var ca. et år hos Jaguar. I slutningen af 2001 kom han til efter ønske fra den daværende teamchef Niki Lauda, og han var allerede blevet erstattet ved udgangen af 2002.

Eddie Irvine imens han kørte for Jaguar Eddie Irvine imens han kørte for Jaguar
Copyright Ikke sat!


Irvine tror også selv, at anekdoten om ham er sand: ”Jeg tror, den er god nok," siger Irvine, som er enig med Steiner, når snakken går på Jaguar.

"Det fungerede bare ikke, fordi Ford ikke forstod Formel 1. Problemet var, at de ikke investerede i teamets infrastruktur. De troede bare, at man kunne male bilen grøn og skrive „Jaguar“ på siden af den, og så skulle det hele nok gå godt af sig selv. Vi havde dengang ikke engang en vindtunnel. Det var latterligt,“ siger Irvine.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Verstappen tror ikke på flere sejre i år Red Bull irriteret på Jos Verstappen »