Hidtil har man kunnet opleve Formel 1 på sit TV ved enten at streame igennem Viaplay eller med Formel 1s egen streamingtjeneste F1 TV.
Med et nyt, dyrere Premium-abonnement udbygges der i 2025-sæsonen med et ekstra lag skarp kvalitet på sendefladen.
Formel 1 i knivskarp 4K HDR-kvalitet
Med det nye Premium-abonnement kan alle løb fra F1 streames i 4K-opløsning og High Dynamic Range (HDR). For technørder er dette ensbetydende med 4K i 50 billeder/sek. (fps) og ca. 14 Mbps video-bitrate uden HDR og 17 Mbps video-bitrate med HDR.
Sidstnævnte medvirker til en drastisk udvidelse i spændet af lys og farver.
F1 TV Premium til TV, tablet og mobil
Copyright Formula One
F1 TV oplyser, at Premium-abonnementet koster €23,99 pr. md. eller årligt €179,99 (ca. 1.342 DKK).
Læs mere om F1 TV-abonnementet her >>>
Hos Viaplay er Formel 1 inkluderet i Premium-pakken og koster fra 449 pr. måned.
Læs mere om Viaplay her >>>
Flere vinkler med Multiview
Med Premium introducerer F1 TV også en ny Multiview-funktion, som giver brugeren mulighed for selv at sammensætte flere feeds fra løbet.
Som hidtil kan man benytte de hidtil kendte F1 TV-funktioner såsom teamradio, onboard-kamera med sin favoritkører samt replay af træningsessioner og løb.
F1 TV Premium til mobil
Copyright Formula One
Foruden Formel 1 er der som hidtil også adgang til F2, F3, F1 Academy og Porsche Supercup. Dertil kommer det sædvanlige arkivindhold, hvor alle videoer af naturlige årsager ikke kan streames i 4K, da teknologien ikke fandtes på optagetidspunktet.
Det er muligt at streame på op til 6 enheder på samme tid.
Endelig oplyser F1 TV, at Multiview ikke er tilgængeligt på Android-enheder.
Apple TV er kongen – indtil videre
F1 TV oplyser, at 4K HDR indtil videre kun understøttes i appen til Apple TV 4K (tvOS). Dertil kommer dog amerikanske Roku, men den understøttes i Europa indtil videre kun i Frankrig, Tyskland og Storbritanien.
Tre på stribe. Fra venstre Oscar Piastri, Lando Norris og Max Verstappen. Ungarns GP 2024
Copyright Red Bull Contentpool / Getty Images
For at få det bedste resultat og spændvidde skal danske brugere p.t. benytte Apple TV 4K. Her er første generation af Apple TV 4K begrænset til 4K HDR i 30fps, og hvis man ikke kan leve uden det nyeste vilde med 4K HDR og 50fps, skal man finde kreditkortet frem og købe 2. eller 3. generation Apple TV 4K.
F1 TV understøttes også af Google TV, men her streames der på nuværende tidspunkt kun i HD-opløsning og SDR (Standard Dynamic Range), altså systemet til ældre TV og skærme. For selv om SDR kan gengive knap 17 millioner forskellige farver, blegner det ved siden af de 1,7 milliarder farver, som kan opleves med HDR.
Samme begrænsning gælder ved brug af AirPlay, Google Cast (Chromecast), webbrowser og appen til Android smartphone/tablet. På iPad og iPhone (iOS) kan streames i HDR og maksimalt i HD-opløsning.