Toto Wolff køber aktier i Williams F1

Der har stort set kun været dårlige nyheder om Williams på det seneste, men nu har Toto Wolff købt aktier i firmaet. Desuden arbejder en gammel F1-kending på at finde en køber til Williams.

Christian 'Toto' Wolff . Copyright Williams F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 6/6 2020 klokken 18:06

Røde tal på bundlinjen, rygter om frasalg og salg samt en sponsor, der har drukket for meget af sin egen energidrik og taget benene på nakken: Det er hårde tider for Williams.

Men nu er Toto Wolff og Bernie Ecclestone trådt ind i kampen om at redde teamet fra Grove, England.

Den tidligere Formel 1-boss Bernie Ecclestone dropper sin pensionisttilværelse og kæmper nu for at finde investorer til teamet. Til nyhedsbureauet ATP udtaler den nu 89-årige englænder: „Jeg prøver på at finde folk, som kunne tænke sig at være med [til at redde Williams].“

En af dem er åbenbart Mercedes team-chefen Toto Wolff. Wolff har tidligere arbejdet hos Williams. I henhold til Peter Windsor, der er tidligere Formel 1-manager hos Williams, har Toto Wolff købt 5 procent af aktierne. Det meddeler Peter Windsor på Twitter.

Det er anden gang, at Toto Wolff køber sig ind i Williams. Han har tidligere ejet 15 % af Williams, men dem solgte han i 2014. Wolff ejer desuden 30 % af Mercedes F1-teamet samt aktier i Aston Martin.

På Twitter skriver Peter Windsor: “Godt at se, at Toto Wolff i går [torsdag den 4. juni] købte fem procent tilbage af sine aktier i Williams F1. Teamet kan være på rette vej for første gang i lang tid.”

Senere skrev han dog en opfølgning på Twitter og præciserede følgende: ” Merc [Mercedes] påpeger, at der rent teknisk ikke er tale om et ‘buy-back.’ Der er tale om et køb af sikkerhed med ‘en førsteprioritet i den pågældende sikkerhedsagents favør med henblik på alle aktierne for en sådan ejer’. Find selv ud af det.”

Mercedes‘ udmelding over for Peter Windsor er ikke bare kryptisk men også tvetydig: Mener de, at Mercedes har førsteprioritet, altså forkøbsret, til at købe Williams? Eller mener de, at Wolff bare er en investor?

Lige meget hvad, så har Toto Wolff købt aktier i Williams, og så er der måske håb om, at der kan komme styr på et par af Williams’ problemer.

Japans Grand Prix 2019. Kubica crasher ud af kvalifikationenJapans Grand Prix 2019. Kubica crasher ud af kvalifikationen
Copyright Bil Magasinet BMF1

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ungarn forlænger og sparer millioner F1-kørernes lønfest er slut »