Det er ikke nemt at være tysk Formel 1-fan i øjeblikket: Ingen nævneværdige topkørere (måske Vettel, men så alligevel ikke…), ingen tyske F1-grandprixer og nu trækker den tyske tv-kanal RTL også Formel 1-stikket fra næste år. Det skriver
RTL på deres hjemmeside.
Dermed slutter en æra i tysk tv- og Formel 1-historie, for RTL har vist alle Formel 1-løb uafbrudt siden 1991.
"Konkurrencen om tv-rettighederne har ændret sig, markedet er blevet for dyrt, og derfor bliver vi nødt til at trække os - af økonomiske årsager," forklarer den adm. direktør for RTL Jörg Graf.
Billeder fra Tyskland søndag
Copyright Daimler Benz
Over for
Der Spiegel udtaler RTL’s sportschef Manfred Hoppe: "Når konkurrenterne er parate til at byde det dobbelte, så blive man nødt til at overveje, om det ikke er tid til at stoppe."
RTL har i flere år konkurreret med SKY, som også har sendt Formel 1 på tysk, dog som en betalingskanal, mens RTL har været en såkaldt Free-TV-kanal, der finansieres af reklamer.
RTL vil i fremtiden koncentrere sig om landholdskampe og UEFA Europa League samt den nye UEFA Europa Conference-League.
Dermed skal RTL’s kommentatorer Florian König, Kai Ebel, Heiko Wasser og Christian Danner ud og finde sig et nyt job. Niki Lauda var i mange år fast kommentatorpartner til Florian König på RTL før og efter hvert løb.
Sjovt nok begyndte RTL med at vise Formel 1 samtidigt med en vis Michael Schumachers debut i Formel 1. Seertallene steg og steg i takt med Michael Schumachers popularitet.
Billeder fra Valencia 2012
Copyright Daimler-Benz
I 2001 havde RTL i gennemsnit 10,44 millioner seere pr. løb. Det er kanalen langt fra nu. Sidste år var et ganske godt år for RTL, men i gennemsnit nåede man dog kun op på 4,05 millioner seere pr. løb.