Ubrugelige respiratorer fra Formel 1-teams

Det skulle være så godt, men det hjælper ikke så meget: Respiratorerne, der er blevet udviklet af bl.a. Red Bull og Renault, kan ikke bruges til corona-patienter.

Renault billeder fra Enstone . Copyright Renault F1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 14/4 2020 klokken 21:04

Flere Formel 1-teams, bl.a. Mercedes, Red Bull og Renault, har omlagt produktionen til fremstilling af respiratorer til brug på hospitaler, så de kan hjælpe med at klare behandlingen af de mange corona-patienter, som får brug for en respirator.

Men det har desværre ikke hjulpet så meget endnu. Det skriver den engelske avis The Guardian.

De respiratorer, som de forskellige teams har udviklet på rekordtid sammen med andre producenter af medicinsk udstyr, kan ikke bruges til corona-patienter. Red Bulls og Renaults respirator med navnet „BlueSky“ er ifølge lægerne ubrugelig, fordi den „ikke er tilstrækkeligt kompleks“, dvs. mangler forskellige funktioner, som kan understøtte patienter med COVID-19.

Selve respiratoren fungerer fint nok til ventilering af patienter, men problemet med corona-patienter er, at lungen fyldes hurtigere med væske end ved andre sygdomme. Det skal respiratoren kunne kompensere for, men det er respiratoren BlueSky ikke dimensioneret til – hvilket gør den ubrugelig til behandling af patienter med corona.

Oprindeligt ville den britiske regering købe tusinde apparater, da den britiske sundhedssektor (NHS) i øjeblikket har for få respiratorer. Der er dog ikke blevet afgivet nogen bestilling endnu, da der mangler en godkendelse af apparaterne.

I Storbritannien er der i skrivende stund ca. 90.000 bekræftede coronatilfælde.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Frankrigs GP bliver aflyst Ricciardo kan blive ofret »