Zandvoorts højhastighedskurver dobbelt så stejle som Indianapolis

Nyheden om Zandvoorts genopstandelse fra banegraven er også nyheden om særdeles spektakulære kurver i ‘old school’ Monza-klassen. De kan blive et hit.

Østrigs Grand Prix 2018 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 22/11 2019 klokken 22:11

De læsere, der har alderen til det (som undertegnede), kan sikkert huske John Frankenheimers film “Grand Prix” fra 1966, hvor dramatiske scener udspillede sig på de gamle (nu lukkede) højhastighedskurver på Monza i Italien.

Til dem (os) er der godt nyt.

Tidligere er det blevet offentliggjort, at Zandvoorts sidste sving før mållinjen vil få en stigning på hele 32% eller 18 grader. Til sammenligning har højhastighedskurverne på Indianapolis Motor Speedway, hvor USAs Formel 1-grandprix blev afviklet fra 2000 til 2007, “kun” 9 graders hældning/stigning.

Zandvoorts CEO, Robert van Overdijk, har i et interview med den hollandske radiostation BNR Niewsradio nu afsløret flere detaljer om banen, der kommer på kalenderen fra 2020.

Højhastighedskurve på den gamle del af Monza.Højhastighedskurve på den gamle del af Monza.
Copyright Dino246


“Højdeforskellen fra bunden til toppen af svinget vil være ca. fire og en halv meter. Det er ret bemærkelsesværdigt,” udtalte Overdijk til BNR.

“Faktisk laver vi et amerikansk sving på en europæisk bane. Det er meget unikt.”

Alligevel er Zandvoorts stigningsprocent mindre end andre berømte kurver i historien. Således var føromtalte kurver på Monza på hele 21 grader og amerikanske Daytona topper listen med 31 grader. Men alligevel.

Overdijk forklarede yderligere, at Zandvoorts nuværende sving 3, Hugenholtz, også vil få hævet sin stigningsprocent, når Formel 1 rammer hollandsk jord. Således vil bilerne køre ind i et sving, der starter med 8% stigning og derefter når op på 18%. Det vil uvilkårligt give dramatiske løb.

“Det (svinget, red) vil blive konstrueret parabolisk, således at to biler kan køre igennem kurven ved siden af hinanden - og endnu vigtigere, i samme hastighed,” lød de lovende ord fra Zandvoort-direktøren.

For at få en fornemmelse af stigningsprocenten kan det anbefales at besøge Monza og der forsøge at kravle op ad den bevarede gamle højhastighedskurve (billedet). Det giver en udmærket fornemmelse af de kommende udfordringer for kørerne på Zandvoort.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Steiner: Vi kunne have været ‘best of the rest’ Red Bull foretager pitstop uden tyngdekraft »