Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 30/3 2020 klokken 21:03
Egentlig skulle Canadas grandprix være det første Formel 1-løb, der ville blive kørt i denne sæson. Men nu bliver det nærmest praktisk umuligt at gennemføre.
Årsagen er, at Canadas regering netop har forlænget de strenge indrejsebestemmelser indtil udgangen af juni – og da løbet skal køres den 14. juni, kan det gå hen at blive et problem for både teams og tilskuere.
Det er i øjeblikket kun canadiske statsborgere og personer, som har en arbejdstilladelse, der må rejse ind i Canada. For Formel 1 betyder det rent praktisk, at alle Formel 1-medarbejdere og andre, der kan dokumentere et F1-relateret arbejde, skal have udstedt en arbejdstilladelse eller et arbejdsvisum i forbindelse med grandprixet.
Men hvad med tilskuerne?
En mulighed er at afholde løbet uden tilskuere og måske streame det, men spørgsmålet er, om det falder i god jord hos de mange fans, der savner et rigtigt Formel 1-løb med ægte motorsportsatmosfære og ditto stemning.
Som følge af corona-pandemien er det umuligt at spå om, hvornår eller om der overhovedet bliver kørt Formel 1-løb i år. Indtil videre er 8 af sæsonens i alt 22 løb blevet aflyst.