BMF1.dk’s Power Rating: Australiens GP

Et handlingsmættet og dramatisk grandprix i Melbourne er overstået, og vi bringer her redaktionens samlede vurdering af kørernes indsats.

Fernando Alonso. Australiens GP 2023 . Copyright Aston Martin

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/4 2023 klokken 11:04

Med røde flag, Safety Cars og Virtual Safety Cars blev Australiens Grand Prix et begivenhedsrigt løb, der havde hele paletten, og hvor kun 12 kørere kom i mål.

Som de fleste sikkert har bemærket, at blev vinderen Max Verstappen i Red Bull, og lige bortset fra en svag start og al forvirringen omkring den sidste omgang efter rødt flag, var der ingen tvivl om, hvor sejren ville lande. Inden forvirringen og den sidste omgang førte verdensmesteren med ca. 15 sekunder ned til Lewis Hamilton på andenpladsen.



Søndagens løb blev også eksverdensmesteren Lewis Hamiltons første besøg på podiet i 2023, og resultatet viste, at hverken briten eller Mercedes kan afskrives, selv om der stadig er et stykke vej op til de røde tyre i front. Dertil kommer, at George Russells motorbrand og DNF hjalp godt med til den syvdobbelte verdensmesters podieplacering.

Ikke desto mindre kørte Hamilton et fejlfrit løb med det værktøj, han havde til rådighed, og især det elegante tyveri af Verstappens pole position under løbsstarten ind i sving 1 viste eks-mesterens dygtighed.



Igen kom Fernando Alonso på podiet, og det er en fornøjelse at se den dobbelte verdensmester boltre sig hos Aston Martin, som har leveret et godt stykke værktøj til spanieren. Det var tydeligt, at den 41-årige kører sparede på sine dæk, mens den forankørende Hamilton kæmpede med sine, så Aston Martin-køreren kunne udmærket være sluttet på P2, hvis det ikke var for de øde flag.

Med sin start fra pitlane leverede Sergio Perez i den anden Red Bull en godkendt indsats og sluttede på P6. Slutplaceringen var dog på bekostning af Carlos Sainz, der efter løbet modtog en tidsstraf efter at Ferrari-køreren blev viklet ind i Fernando Alonsos bil ved den anden kaotiske genstart efter rødt flag og sendte sin landsmand i muren i sving 2 før det tredje røde flag. Det blev til en 5-sekunders straf og en tur uden for pointene på P12.



Det blev en god dag for Haas F1, som i kort tid kunne se Nico Hülkenberg slutte på P4 efter den tredje kaotiske genstart efter rødt flag, men da FIA reorganiserede gridden til at være den fra anden genstart, blev tyskeren sendt ned på P7. Et usvigeligt sikkert og rosværdigt løb af Hulken.

Det samme kan desværre ikke siges om den anden side af garagen, hvor Kevin Magnussen var den direkte årsag til slutfasens kaos, efter at danskeren ramte barrieren og dermed ødelagde sit højre baghjul. På det tidspunkt lå Haas-køreren på P12 efter en svag kvalifikation på P14. Mærker K-Mag presset fra en sikkert kørende Hulk?



Midt i slutfasens kaos lykkedes det Yuki Tsunoda og Oscar Piastri at komme i pointene for første gang i denne sæson.

Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på en kombination af kvalifikation og grandprix. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Giv gerne din egen mening til kende på vores Facebook-side.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Lewis Hamilton 9,7 0,29
2. Fernando Alonso 9,7 0,41
3. Max Verstappen 9,5 0,48
4. George Russell 9,2 0,42
5. Nico Hülkenberg 9,1 0,22
6. Lando Norris 8,5 0,46
7. Sergio Perez 8,5 0,92
8. Lance Stroll 8,3 0,54
9. Oscar Piastri 7,9 0,57
10. Guanyu Zhou 7,8 0,43
11. Alex Albon 7,8 2,14
12. Yuki Tsunoda 7,7 0,57
13. Carlos Sainz 7,0 1,15
14. Charles Leclerc 6,6 1,80
15. Nyck de Vries 6,5 0,51
16. Esteban Ocon 6,4 0,49
17. Valtteri Bottas 6,4 0,92
18. Pierre Gasly 6,2 0,79
19. Logan Sargeant 4,7 1,38
20. Kevin Magnussen 4,5 1,12


OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« FIA afviser protest fra Haas F1 F1 vil ændre løbsweekenden »