• Forside

Super Aguri dropper sidste pre-sæson test

Der var ikke meget Super Aguri at se over dagens test på Montmelo I Barcelona. Det tætteste er holdets lastbiler, der holder i paddocken, hvor de også holdt i sidste uge. Aguri Suzuki er stadig i Tokyo, hvor han forsøger at sikre overlevelsen af sit hold.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 25/2 2008 klokken 18:02

At Super Aguri går glip af endnu en test, pre-sæsonens sidste, er et rigtig dårligt tegn for holdet, der kæmper for at overleve og deltage i årets Formel 1-mesterskab, der begynder om tre uger.

Aguri Suzukis samtaler med Honda har stadig ikke båret frugt. Det på trods af, at rygter i weekenden sagde, at Honda havde tilbudt Aguri Suzuki en redningsplan, men som ville koste ham retten til at styre teamet. Man kan derfor frygte, at Super Aguri ikke kommer til start i Australien, selv om holdet selv siger det modsatte.

Flaget blæser stadig i vinden, men hvor længe?

Skulle det ske, så kunne det ende som en gentagelse af Arrows 2002 sæson, hvor holdet deltog i et par løb inden de midt på sæsonen bukkede under og gik konkurs. Hvilket vil være lidt ironisk, når man tænker på, at Super Aguris SA05 chassis blev bygget på det chassis, som Arrows gik konkurs med i 2002.

En talsmand fra teamet udtaler: “Mens forhandlingerne… fortsætter, har vi besluttet at rette vores fokus på at være klar til det første race i Australien, da fragten snart sendes af sted. Vi vil derfor ikke teste denne uge i Barcelona.”

En skidt forberedelse til 2008 har Takuma Sato og Anthony Davidson. Ingen af dem er sikre på, at de overhovedet starter i Australien.