• Forside

Berger: Hverken Bourdais eller Massa fejlede

Sammenstødet under Japans Grand Prix, imellem Sebastien Bourdais og Felipe Massa, debateres flittigt i disse dage. Toro Rossos teamchef, Gerhard Berger, er dog helt klar i spyttet. Hverken Massa eller Bourdais lavede fejl, mener østrigeren.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/10 2008 klokken 19:10

Et af de store samtaleemner på verdens F1-foraer er i disse dage bl.a. sammenstødet imellem Ferraris Felipe Massa og Toro Rossos Sebastien Bourdais. Hvem skulle holde tilbage for hvem?

Stewards var ikke i tvivl. Efter løbet idømte idømte de Bourdais en 25 sekunders tidsstraf for at have overset Massa.

En anden interessant person er heller ikke i tvivl. Det er Bourdais’ arbejdsgiver og teamchef, Gerhard Berger.

Sebastien Bourdais mens han stadig lå foran Felipe Massa.

“Det var en ‘racing incident’,” forklarer Berger. “Bourdais var på indersiden. Hvis Massa havde givet ham bare to centimeter mere plads, ville begge biler være kommet igennem svinget. Så jeg mener ikke, at det var Bourdais’ fejl overhovedet.”

“Men jeg vil heller ikke sige, at det var Massas fejl. Det var en ‘racing incident’. Og der skete jo ikke noget. To biler der rammer hinanden i racing er en normal ting.”

Berger foretrækker løb uden for mange afbrydelser og straffe, selv om han ikke ville diskuttere de aktuelle afgørelser under Japans Grand Prix.

“Jeg vil gerne se mere racing... hvis der opstår nogle situationer, der er rimelige - altså ikke vanvittige situationer - så mener jeg, at man skal lade det passere.”

“Efterfølgende undersøgelser er selvfølgelig vigtige, men der er alt for mange, som bliver kendt skyldige,” sluttede Berger.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER