• Forside

Honda blev til Brawn GP

Så kom forløsningen. Honda ER nu solgt og det nye hold kommer til at hedde Brawn GP Formula One Team. Chef for det nye hold er ikke overraskende Ross Brawn, der har stået for store dele af de forhandlinger, der nu er endt med den endelige bekræftelse.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 6/3 2009 klokken 08:03

I en pressemeddelelse udsendt torsdag aften bekræftes det, at holdet kommer til at hedde Brawn GP, Mercedes leverer motorer og Jenson Button og Rubens Barrichello får endnu et år som makkerpar.

Makkerparret bliver, om end ikke det mest vindende men, det mest erfarne i Formel 1 med 423 løb fordelt mellem veteranen fra 1993 og den yngre veteran fra år 2000.

Teamchef Ross Brawn siger i pressemeddelelsen.

”De sidste par måneder har været ekstremt svære for holdet, men dagens annoncering er den positive afslutning på de mange anstrengelser, der er blevet foretaget for at sikre dets overlevelse.”

I 2009 bliver Honda ændret til Mercedes

”Det er en stor skam, at vi efter at have arbejdet sammen med Honda Motor Company i så lang tid, ikke kan fortsætte sammen. Jeg vil gerne takke Honda for det fantastiske samarbejde og den støtte vi har modtaget igennem hele denne proces.”

”Specielt de ledende seniormedarbejdere, der har været meget involveret i vores aftale – og for den tiltro de har givet mig og vores hold.”

Jenson Button - Saved by the Bell

Ross Brawn fortsætter med at takke medarbejderne i Brackley, de to kørere m.m. i pressemeddelelsen, og slutter af med at bekræfte, at Brawn GP stiller til start ved testen i Barcelona på mandag og en lille ekstra test på Jerez fra 15. til 17. marts.

Navnet Brackley F1 forstummede, da det kom frem, at ingen (Williams undtaget) har lov til at bruge F1 uden at det følges af Racing eller Team.