• Forside

Kinas Grand Prix – Dagen Derpå

Det er svært ikke at være glad denne mandag formiddag. Solen skinner, folk smiler ude på gaden og tænker man 24 timer tilbage, så blev vi vidne til næste skridt i sagaen om Michael Schumachers afløser. Et spændende grand prix med en sejr så overbevisende, at ingen kan være i tvivl om, hvem stjernen på Formel 1-himmelen er.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 20/4 2009 klokken 11:04

Tilbage i september havde jeg fornøjelsen sammen med nogle af mine kolleger fra BMF1 at opleve det italienske Grand Prix.

I regnvejr for første gang i al den tid jeg kan huske. Unge Sebastian Vettel valgte denne weekend til at skrive et nyt kapitel til den historie han startede i det tyrkiske Grand Prix 2006.

Dengang debuterede han som fredagskører for det nye BMW Sauber, og det skete med både fartbøde i pitten og hurtigste tid fredag. Et år senere overtager han det ene sæde hos BMW Sauber, da Robert Kubica ugen før var kørt rigtig galt i Canada. I det amerikanske Formel 1 Grand Prix på Indianapolis scorede han sit første point i sit første Formel 1-løb.

Første Red Bull Racing sejr

Numero Uno

Uger senere overtager han det ene Scuderia Toro Rosso-sæde. Amerikanske Scott Speed fandt sig aldrig til rette i Formel 1, så unge Vettel var klar til at tage over. Der gik heller ikke mange løb før han i det regnvåde japanske Grand Prix ligger og kæmper med Mark Webber om de to nederste podieplaceringer, da en fejl fra junior tager Webber og sig selv ud af løbet. Sønderknust sad Vettel i pitten og græd.

Løbet efter i Kina kørte Vettel en fjerdeplads hjem til Toro Rosso. Vi hopper et år frem til 2008, og vi sidder på tribunen og ser Vettel køre forbi. Kort efter er pole position sikret i silende regn. Dagen efter tog Vettel løbet og gjorde alle andre til statister. Første sejr til Toro Rosso, Vettels første sejr i Formel 1. Ingen var sure over den vinder.

I den netop overståede weekend var betingelserne til dels anderledes, men endte allligevel med samme resultat. Toro Rosso var skiftet ud med Red Bull Racing, bilen var uden dobbeltdiffuser og KERS, og omgangene i kvalifikationen var lige på og få. En timet omgang i hver segment og så var pole position hjemme.

Søndag regnede det, og ingen kunne røre Sebastian Vettel, der dominerede løbet fra spids på samme måde, som han gjorde i Monza. En yderst populær sejr og et nyt afsnit i bogen om Vettel blev skrevet. Han vandt Toro Rossos første sejr og han vandt Red Bull Racings første sejr. Ikke underligt at Vettel nævnes som Baby Schumi og en kommende verdensmester.

Vettel med champagne og pokal

Red Bull Racings høst

Mens Vettel kørte rundt i front var der til gengæld et underholdende løb i gang. Webber mod Brawn Grand Prix, Fernando Alonso med en ny diffuser fløjet ind i Flavio Briatores private jet forud for kvalifikationen, Lewis Hamilton der overhalede indenom og udenom på banen for gang på gang at smide de vundne placeringer væk med en kørerfejl og et spin.

Felipe Massa, der strandede på banen med et elektrisk problem bag sikkerhedsbilen. Robert Kubica, der bogstavelig talt kørte bagvingen af Jarno Trullis Toyota. Heikki Kovalainen, der endelig kom igennem første omgang og så endte i pointene.

Der var så mange højdepunkter fra det løb, at det er svært at nævne nogle og ikke dem alle. Jeg sad dog med følelsen af, at Adrian Sutil ville bukke under for presset, da han lå til en pointgivende placering i Force India-raceren i den sidste halvdel af løbet. Desværre skete det, som man frygtede.

Christian Horner med sine drenge på podiet

Red Bull Racing fejrer den første sejr

Sidste år blev Sutil taget ud af Monacos Grand Prix af Kimi Räikkönen, da han lå til gode point. I går var det en vandpyt, der sendte VJM-02 ind i dækbarrieren. Så ærgerligt for det lille privatteam, der ville have fejret det ene eller de to point som en sejr.

Ferrari formåede heller ikke igår at score point. Vi skal helt tilbage til 1981 for at opleve en sæson, hvor Ferrari kom ud af de første tre løb pointløst. Felipe Massa kørte ellers et godt løb, og ville være endt i pointene, hvis ikke elektronikken havde drillet. Sandsynligvis var der tale om vand, der var kommet ind i det elektriske system.

Kimi Raikkonen i pitten. Ferraris lyssystem bruges stadig ikke.

Robert Kubica får skiftet næsen

Forud for løbet i Kina havde der været jordskælv i den italienske region Abruzzo. En stor katastrofe for regionen, hvor Jarno Trulli er opvokset. En sådan katastrofe lader de italienske teams og kørere heldigvis ikke gå forbi. Både Ferrari og Toro Rosso, samt Jarno Trulli, Giancarlo Fisichella og Vitantonio Liuzzi markerede katastrofen for at vise deres støtte til regionen.

Ferrari støtter jordskælvsofrene i Abruzzo

Toro Rosso ærer ofrene for Abruzzo jordskælvet

De italienske Abruzzo kørere

Allerede om et par dage lyder Formel 1-motornes høje hvinen igen. Denne gang i ørkenstaten Bahrain. En bane, hvor der ikke burde være problemer med regn. Kan Vettel vinde i tørvejr? Har McLaren fået mere styr på deres diffuser? Kan Ferrari endelig score point igen? Er Brawn favoritter igen? Kan Webber overkomme Vettels succes?

Der er masser af spørgsmål, og det bliver fantastisk at få svar på bare nogle af de spørgsmål man sidder med. Indtil da nyder Sebastian Vettel sejren i Kina, men det er ikke mange dage han får lov til det.

Sutil foran Kovalainen

Trængsel i svinget

Trullis vingeløse Toyota

Jeg slutter med min personlige Hot og Not top 3.

De tre Hotte

- Sebastian Vettel for at opnå så meget ud af så lidt
- Sebastien Buemi for at køre endnu et godt løb og sætte Bourdais på plads.
- En weekend uden nogen kørere eller teams er blevet straffet for noget på banen

Vettel - Gives you wins

Selv undersiden af tankdækslet har reklamer

RTL pitreporter Kai Ebel giver Nick Heidfeld en kage

De tre Notte

- Sikkerhedsbilen. Hvorfor så mange omgange bag bilen. Det er jo ikke amatører, der sidder i bilerne og for både Rosberg og Alonso blev deres løb ødelagt på grund af sikkerhedsbilen.

- Nelson Piquet Jr og Sebastien Bourdais. Specielt Bourdais lignede jo en lille dreng, der ikke kunne styre fars store bil.

- Ferrari for at gøre bilerne endnu langsommere ved at droppe KERS.

Bourdais kigger langt efter resultaterne

Bourdais gridpige var noget kønnere end Bourdais kørsel på banen

Mercedes Norbert Haug lykønsker Sebastian Vettel. Et billede som hurtigt kan sætte gang i en Mercedes' interesse i Vettel.

Dagen Derpå er et udtryk for skribentens personlige mening, og repræsenterer ikke nødvendigvis BMF1. Har du noget at kommentere, så brug BMF1’s Facebookgruppe til at komme med din mening.