• Forside

Schumi bakker fabrikteams op i konflikt

Sammenslutningen af konstruktørerne i Formel 1, FOTA, har fået prominent opbakning. Den syvdobbelte verdensmester, Michael Schumacher, udtaler i et interview, at han bakker teamene op i deres kamp mod FIA.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 10/6 2009 klokken 22:06

I et videointerview på Ferraris hjemmeside giver den syvdobbelte verdensmester, Michael Schumacher, sin fulde opbakning til fabrikteamenes “oprør” mod FIAs præsident, Max Mosleys, krav om radikale budgetnedskæringer fra næste sæson.

På grund af det kommende budgetloft har flere toneangivende teams truet med at trække sig fra Formel 1, hvis det altså bliver en realitet.

“Det er ikke en særlig spændende situation vi er i lige nu, specielt ikke for en sport, som jeg har deltaget i det meste af mit liv, og som jeg virkelig elsker,” udtaler Schumacher. “At se på, hvad der sker er ikke sjovt.”

Michael Schumacher bakker Ferrari og de andre FOTA-medlemmer op. Her ses han med Luca Badoer, Nicolas Todt og Marc Gene.

Schumacher beskriver Ferraris tilstedeværelse som direkte nødvendig for Formel 1.

“Det (Ferrari-teamet, red.) er så stort i denne sport. Det blev stort på grund af sporten, men det fik faktisk også sporten til at vokse på samme tid.”

“Du kan hverken forestille dig F1 uden Ferrari eller noget andet team, der har deltaget i så lang tid.”

“Jeg mener, at de på en eller anden måde bliver nødt til at finde en løsning, og det kan kun blive en løsning, som passer de teams, de har bygget sporten op, til det den er nu. Man kan ikke forvente, at så drastiske ændringer bliver accepteret af disse betydningsfulde teams.”

“Ja, du må have et mål. Ja, du må ønske at reducere omkostningerne, men du må gøre det skridt for skridt. Du kan ikke vende op og ned på verden på én dag.”

“Det er umuligt,” fastslår Schumacher.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER