Ungarns Grand Prix – Dagen Derpå

Det er dagen derpå efter et underholdende Grand Prix-løb. Hungaroring er kendt for at byde på enten superkedelige eller rigtig spændende løb, og 2009-udgaven hørte til den sidste kategori. Med masser af billeder.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 27/7 2009 klokken 13:07

Ungarns Grand Prix 2009 lignede noget man havde set før. Med Lewis Hamilton på toppen og en Ferrari-kører ved sin side samt en outsider på den sidste plads, lignede podiet mest af alt en gentagelse af 2008. Det er dog 2009, og noget var helt galt.

For i år har været præget af en to-kamp mellem Red Bull Racing og Brawn Grand Prix, og specielt med Sebastian Vettel og Jenson Button som de to kombattanter. Brawn Grand Prix var ikke rigtig nogen steder denne weekend, hvor de to kørere kvalificerede sig ind på en ottende og 13. plads.

Hos Red Bull Racing var det dog 'business as usual' med startplaceringer oppe i den sjove ende. Hvor Brawn sakker bagud, er Red Bull Racing trukket fra. Samtidig er McLaren og Ferrari, med deres nye aero-pakker, rykket frem på gridden, og de to hold har KERS.

Renault, Renault og Renault

KERS kom til at spille den store rolle i søndagens løb.

Når KERS-effekten først virker, trækker Ferrari og McLaren fra. Således kunne både Kimi Räikkönen og Lewis Hamilton køre sig godt op i starten. Oppe i front var det noget af en overraskelse, at Fernando Alonso kunne køre pole hjem lørdag. Dog var det ikke så overraskende, da vægtene på bilerne blev kendt efter kvalifikationen.

Hvad siger du? Har DU taget pole?

Selve kvalifikationen endte dog ulykkeligt. Et mærkværdigt uheld, der ikke burde kunne ske skete. En defekt fjeder fra Rubens Barrichellos bil faldt af og sekunder senere ramte det Ferrari-køreren Felipe Massa, der i høj fart prøvede at forsvare sin plads i Q3.

Felipe Massa blev ramt i hovedet og slået bevidstløs, hvor han heldigvis fik trådt bremsen ned, desværre samtidig med speederen, så bilen kørte i høj fart ind i dækmuren.

Massa blev forsigtigt taget ud af bilen og fløjet til AEK-hospitalet i Budapest. Som du har kunnet læse på BMF1, er operationen og den første CT-scanning gået godt. Vi krydser fingre og beder for, at Felipe Massa, der skal være far til november, kommer sig.

Kom så Felipe - vi er med dig

Luca di Montezemolo ankommer til hospitalet i dag og han håber på gode nyheder. Det var en løs fjeder med en vægt på ca. 800 gram, der ramte Felipe Massa i hovedet. En løbsk hjulmøtrik skulle efter løbet komme til at koste Renault en stor straf.

Fernando Alonsos ene fordæk blev ikke monteret ordentligt, da den spanske topkører kom i pit efter få omgange. Han spurgte senere holdet om han havde pådraget sig en punktering, men det havde han ikke. Så røg først hjulmøtrikken og siden dækket af bilen. En forseelse vi ser mange gange om året, men som denne weekend kom rigtig i fokus oven på lørdagens uheldige begivenhed.

De ungarnske stewards klassificerede det løse hjul som et brud på artikel 23.1 og 3.2 i det sportslige reglement, og gav Renault et løbs karantæne. Renault har appelleret.

Der var masser af drama i løbet.

Red Bull Racing fik en reprimande som straf fordi holdet havde lukket Mark Webber ud og nær forårsaget en kollision med Ferraris Kimi Räikkönen på vej ud af pitten. Kimi blev også undersøgt for hans start, hvor han måske/måske ikke havde rørt en anden. Kimi var dog ikke klar over dette, og ingen teams klagede over starten, så det blev klassificeret som et race incident.

Starten

Starten fra bagerst i feltet

Selve løbet var rigtigt underholdende. Det er ellers ikke unormalt at høre fra folk, der er faldet i søvn, da bilerne kører rundt og rundt og rundt uden der sker noget. Man skulle dog være rigtig træt for at kunne falde i søvn i går, for med Lewis Hamilton og Kimi Räikkönen oppe i front, jagtende af Mark Webber, som jeg godt tør kalde for ’Most Improved Driver’ i år.

Der var vild begejstring hos McLaren, da Lewis Hamilton kunne køre en overraskende, men dominerende sejr hjem. Lewis var så meget i overskud, at han spurgte til om han nu kunne spare på materiellet. Tre biler udgik fra søndagens løb. Adrian Sutil, Fernando Alonso og Sebastian Vettel var de eneste, der udgik.

Sådan

Lewis Hamilton endelig på toppen igen

Der var også kun tre biler, der blev sat en omgang tilbage i løbet, der blev afviklet helt uden brug af sikkerhedsbilen. Den ene af de tre biler var debutanten Jaime Alguersuari, der fik en flot debut og gjorde det hæderligt. Han sluttede endda foran holdkammeraten Sebastien Buemi.

Jaime måtte dog lide den tort at udgå fra kvalifikationen. Det medførte en kædereaktion af frustrerede kørere, der stadig manglende at sikre sig plads til Q2. Det lykkedes dem dog at køre en sidste flyvende omgang, der vendte op og ned på feltet, og sendte BMW-Sauber tilbage til sidstepladserne på gridden.

Til BMW’s forsvar har teamet meldt ud, at de har flyttet en stor del af fokus på 2010, og så kommer de store fremskridt ikke. Derfor vil den største overraskelse i år være en BMW på podiet.

Jaimes første kvalifikation endte desværre i afkørselsarealet med en teknisk defekt

Jaime Algersuari i STR4

Sådan staver man til den nyeste kører i F1

En ting som mange måske ikke er klar over, er, at Red Bull Racings og Scuderia Toro Rossos nye reservekører er den aldrende David Coulthard. Med forfremmelsen af Jaime Alguersuari og Brendon Hartley, der har valgt at fokusere på World Series by Renault og F3 Euro Series, så mangler Red Bull en ung reservekører. Pladsen som David Coulthard opfylder indtil de mindre løbsserier slutter.

DC var Red Bulls tredjekører denne weekend. Her sammen med teamchef Christian Horner

Sebastien Bourdais blev fyret efter det tyske Grand Prix for to uger siden. Meget tyder på, at næste kører, der får sparket bliver Renaults Nelson Piquet Jr. Han skulle allerede efter Nürburgring have været erstattet af testkører Romain Grosjean, men så hævede Nelson Piquet Sr.stemmen – eller sådan siger rygterne i hvert fald.

Man kunne ikke erstatte junior for ikke at præstere lige så godt som Fernando Alonso, når han altid kørte i ringere materiel. Til denne weekend kørte han derfor i samme konfiguration, og han gjorde det fornuftigt – om end det nok er for sent.

Nelson Piquet Jr

Chancen for at Romain Grosjean kan gøre det bedre i år, er jeg ikke sikker på. Hans resultater i GP2 er blevet rigtig svingende og nu laver han også dumme fejl i kvalifikationen. Han er uhyre hurtig på en god dag, men holdkammeraten Vitaly Petrov er bare mere stabil i øjeblikket.

Jeg vil dog godt benytte denne 'Dagen Derpå' til at fremhæve vores danske Formel BMW Europe-kører Michael K. Christensen. Han vandt begge afdelinger og kørte hurtigste omgang i begge løb denne weekend. Danskeren fører nu med 11 point til den nærmeste forfølger i mesterskabet, og der er ikke så mange afdelinger tilbage.

Michael K. Christensens resultater er så gode, at TV3 Puls nu omtaler ham. Nu skal vi ’bare’ have DR og TV2 til at omtale resultaterne i sportsnyhederne.

Podiet på Ungarns Grand Prix

Mark Webber nyder champagnen på podiet

Hele McLaren fejrede sejren efter løbet

Der er nu knap fire uger til næste løb. I skrivende tidspunkt bliver det uden Renault. Renault har dog appelleret og hvis appellen først bliver hørt efter det europæiske Grand Prix, så stiller de til start, noget som Fernando Alonso ser frem til. Sidste år udgik han tidligt i løbet, så han har revanche til gode. Hvem der sidder ved siden af Alonso er så et stort spørgsmål, som de kommende uger vil give svar på.

Jeg vil afslutte denne 'Dagen Derpå' med min helt egen subjektive 'Hot or Not Top 3'. Du er sandsynligvis ikke enig, men så er det bare at give din mening til kende.

Hot Top 3
1. Lewis Hamiltons flotte sejr og Ferraris ditto oprejsning
2. Den interne rivalisering mellem Sebastian Vettel og Mark Webber hos Red Bull
3. Jaime Alguersuaris godkendte debut

En lidt pappet Kimi Raikkonen blandt fans

Unge piger vil have Glocks autograf

Kubica overrækker cykel til pige i Bridgestone konkurrence

Not Top 3
1. De kommende ugers fordømmelse af motorsport som en farlig sport, specielt Formel 1.
2. Brawn GP ligner mere og mere Honda. God start, dårlig afslutning.
3. Den mærkelig kørerhåndtering hos Renault. Så meld dog rent ud!

Kimi Raikkonen på Hungaroring

Fernando Alonso tog pole i Ungarn

Jenson Button

Kimi i pit

Timo Glock

Hungaroring sving 2

Lewis Hamilton

Sebastien Buemi med en speciel Schweiz-hjelm

Nico Rosberg og Kazuki Nakajima med det ungarnske rockband Tanksapda

Williams gruppebillede med kørere og testkører

Sutil foran halvtomme tribunepladser
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Nyt om Massa Alguersuari: Sh**, F1 er hårdt »