• Forside

McLaren bliver stærkere i Australien

Verdensmesteren, Jenson Button, er sikker på at McLaren bliver meget stærkere til næste løb, der foregår i Albert Park, Melbourne, Australien.

Af: Tommi Pedersen (tp@bmf1.dk) d. 18/3 2010 klokken 20:03

Button, der endte på en 7 plads i Bahrain, kæmpede hele weekenden med at få sat sin racer op, men havde store problemer med at finde den rette balance i raceren.

”Når vi ser tilbage, kan vi godt se at der er mange ting vi kunne have gjort bedre, og der er plads til mange forbedringer med raceren, blandt andet med balancen, og det har vi snakket om på vores møde i tirsdags,” sagde Button.

Jenson Button. Copyright Bridgestone Motorsport

Efter løbet i Bahrain har Button indrømmet, at han ikke kunne følge med sin holdkammerat, Lewis Hamilton, der endte på en flot 3 plads lige foran Red Bulls, Sebastian Vettel, der fik et defekt tændrør, og måtte droppe ned fra en sikker førsteplads.

”Banen i Melbourne er en bane, der virkelig passer godt til McLaren, og vi føler os ret sikre på, at vi kan følge med Ferrari og Red Bull, men der skal virkelig arbejdes hårdt for at få lukket det hul op til de 2 hold,” indrømmede Button.