Malaysias GP – Før løbet

Spændingen op til Malaysias Grand Prix på Sepang er som regel stor, da der er mange ukendte faktorer. Dette år er ingen undtagelse

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 9/4 2011 klokken 18:04

Typisk! Det er næsten det man får lyst til at sige når man ser kvalifikationsresultatet med Vettel på poleposition.

Vettel har ikke gjort sig meget bemærket i træningerne, det overlod han til Mark Webber. Til gengæld var han på pletten da det gjaldt, og snuppede P1 foran Lewis Hamilton der ellers virkede meget stærk i sin McLaren.

Lewis Hamilton med sit nye skæg der ligner en hagerem. Copyright McLaren Media

Webber og Button var ikke langt bagefter, og med det store dækslid der er på denne bane, bliver Button en stor trussel for hvem som helst. Ikke mange kan passe på dækkene som den sympatiske englænder.

En anden faktor er vejret. I 2009 blev løbet afblæst halvvejs, og Button måtte nøjes med halv score for sin sejr. Med usikkerhed om morgendagens vejr, bliver det mere end interessant at se om monsunen kommer før, under eller efter løbet, hvis den kommer overhovedet. Meteorologerne kommer til at få overtidsbetaling, det er der ingen tvivl om.

Løbet stoppes på omgang 32

Under træningerne måtte Renault se begge deres biler udgå fra 1. træning med fejl som førte til en flot afkørsel for Petrov, og en lidt mere uspændende tur i garagen for Heidfeld. Man fandt ud af at fejlen kom fra en del i ophænget, og at de 2 sammenbrudte dele stammede fra samme LOT-nummer. Delene blev skiftet ud, og Heidfeld kunne sætte sig på P6 mens Petrov måtte nøjes med P8. Tilfredsstillende resultat for Renault i denne kvalifikation.

De stejlende hingste fra Maranello kan ikke være helt så tilfredse, og som du kan læse andetsteds her på siden, er Alonso også ude at brokke sig offentligt over en Ferrari der ikke er hurtig nok. Massa giver ham ret, så endeligt var der noget de to holdkammerater kunne blive helt enige om. Ferrari starter på P5 og P7, hvilket man ikke kan sige så meget til, men afstanden op til Buttons tid på P4, virker stor, og må være skuffende efter vintertestene som lovede en stabil og hurtig racer.

Fernando Alonso, her smilende. Copyright Ferrari Media

Mercedes GP fik heller ikke den bedste dag ud af det. I Australien var Schumacher skuffet over at ende på P11, og det gjorde han også denne gang. Rosberg nåede med i Q3, men gjorde ikke synderligt indtryk på nogen, da han satte vognen ind på P9, foran Kobayashis sauber. Mercedes har sidenhen fortalt at begge racere havde problemer med DRS-systemet i dag, og gør opmærksom på at deres racer er hurtig, når den ellers virker som den skal.

Når man har sidste år in mende, må man sige at Sauber har gjort fremskridt. Igen lykkedes det at komme godt frem på gridden med Kobayashi på P10, mens Sergio Perez måtte nøjes med en lidt mere ydmyg P16. Alt i alt flot at se Saubers fremskridt i forhold til sidste år, og det bliver en fornøjelse at se på Kobayashi under løbet. Han er nok en af de mest underholdene kørere at se på i øjeblikket.

Kamui Kobayashi Copyright Sauber Motorsport

Buemi fik smidt sit motorcover i Q1, men fik et nyt på og kunne køre sig op til P12 med holdkammeraten Alguersuari holdene lige bagved på P13. De har begge meget at bevise i år, og undertegnede tror ikke de vil gøre meget for at give plads for hinanden, uanset om det betyder lidt Toro Rosso splinter på banen.

Hvad gik der galt? Det må være spørgsmålet til Williams som ikke var nogen steder i forhold til det de forventes at være. At Barrichello og Maldonaldo skal have en indbyrdes kamp for at holde sig inde i Q2, er simpelthen ikke godt nok for et gammelt verdensmesterhold. Vi ved at deres kørere er hurtige nok, så det må være bilen der fejler noget til denne weekend. De må ned til isenkræmmeren og købe et nyt setup.

Team Lotus fik en stor glædesrus da Kovalainen kørte en god tid og placerede sig som en midlertidig syver i Q1. Han var oven i købet den hurtigste i første sektor på det tidspunkt. Uheldigvis kom der en masse til bagefter og kørte hurtigere, og det sluttede i Q1 som det plejer, men det er tydeligt at Lotus er rykket tættere på midterfeltet.

Heikki Kovalainen Copyright Team Lotus

Virgin nåede ikke at gøre sig meget bemærket, og det gjorde HRT i princippet heller ikke, bortset fra at de klarede cuttet, og skal køre løb i denne weekend.

Resultatet af dagens kvalifikation kan du se her:
Plac Kører Hold Tid
1 S Vettel (GER) Red Bull 1'34.870
2 LC Hamilton (GBR) McLaren 1'34.974
3 M Webber (AUS) Red Bull 1'35.179
4 J Button (GBR) McLaren 1'35.200
5 F Alonso (ESP) Ferrari 1'35.802
6 N Heidfeld (GER) Renault 1'36.124
7 F Massa (BRA) Ferrari 1'36.251
8 V Petrov (RUS) Renault 1'36.324
9 N Rosberg (GER) Mercedes-Benz 1'36.809
10 K Kobayashi (JPN) Sauber 1'36.820
11 M Schumacher (GER) Mercedes-Benz 1'37.035
12 S Buemi (SUI) Toro Rosso 1'37.160
13 J Alguersuari (ESP) Toro Rosso 1'37.347
14 P di Resta (GBR) Force India 1'37.370
15 RG Barrichello (BRA) Williams 1'37.496
16 S Perez (MEX) Sauber 1'37.528
17 A Sutil (GER) Force India 1'37.593
18 P Maldonado (VEN) Williams 1'38.276
19 H Kovalainen (FIN) Lotus 1'38.645
20 J Trulli (ITA) Lotus 1'38.791
21 T Glock (GER) Virgin 1'40.648
22 J d'Ambrosio (BEL) Virgin 1'41.001
23 V Liuzzi (ITA) HRT 1'41.549
24 KRN Karthikeyan (IND) HRT 1'42.574

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ferrari mangler fart Malaysias Grand Prix - Sejr til Vettel »