Brasiliens GP: Kvalifikationen LIVE - Vettel som en fisk i regnvejret

3. Frie træning blev kørt på en våd bane. Hvis den forbliver våd, kan vi helt sikkert få en masse spændende taktik frem til årets sidste kvalifikation i Brasilien.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Nadia Enevoldsen (ne@bmf1.dk) d. 23/11 2013 klokken 16:11

Som nævnt har det regnet i Brasilien, og 3. frie træning blev kørt på en våd bane. Forbliver banen våd, kan det blive en fordel for de 4 kørere, der ikke satte tid i træningen, da de har flere friske dæk.

Det kan dog ligeså vel blive en ulempe, da de ikke har fået indsamlet data for en våd bane. Kørerne er Alonso, Massa, Button og Rosberg.

Vi er klar til at følge årets sidste kvalifikation LIVE her:

Første afdeling, Q1
Så går kvalifikationen i gang på en endnu fugtig bane, og alle ser ud til at være på intermediates og ude med det samme.
Lotus og Torro Rosso er ude på brugte intermediates, alle andre er på nye. Bilerne glider noget rundt, som vi følger Hamiltons første omgang.

1.25.342 bliver den første tid, sat af Hamilton. Di Resta indtager 2. hurtigste tid, der hurtigt slås af Vettel. Kun Vettel og Hamilton er under 1.26-tider.

Hamiltons 2. forsøg forbedrer ikke tiden, men teamkammerat Rosberg sætter 3. hurtigste tid, også under 1.26.

Alle ligger tæt ude på banen, og Bianchi får sænket Grosjean i hans forsøg rundt på banen. Franskmanden er øjeblikkeligt 7'er.

Med 12 minutter igen tager regnen til.
Øjeblikkeligt ligger Vergne, Pic, Gutierrez, Van der Garde, Bianchi og Chilton til at ryge ud efter første udskillelsesrunde.

Halvdelen af feltet er med 10 minutter igen kørt i pit for at planlægge deres strategi i forhold til regnen. Gutierrez er endnu på banen, men 1 sekund fra at slå Maldonados tid på P16. Han står derfor stadig til at ryge ud, når tiden er gået.

8½ minut igen og kun Kovalainen, P15, og Gutierrez, P19, er de eneste på banen. Regnen tager fortsat til, men kørerne har meddelt, at det er OK i sektor 1, men værre i sektor 2 og 3.

6 minutter igen - Gutierrez er stadig på banen, dog uden held til at forbedre sig. Bianchi og Chilton er ligeledes på banen, men med samme mangel på forbedring.

Kovalainen, P14, Ricciardo, P15, Maldonado, P16, samt de 3 ovenstående er på banen med 4 minutter igen. De håber på at banen forbedres nok til, at de kan komme videre (eller holde deres pladser over P17).

Også Vergne, P17, forsøger sig - Han er ½ sekund fra at gå videre.
Gutierrez er den næste til at gøre et forsøg til - Han forbedrer sig, men kun nok til P17, og derfor stadig uden for.

Kovalainen har bedre held med sig - P5 til finnen.

Lige efter det ternede flag rykker Vergne op til P15. Maldonado når ikke at forbedre sig og er derfor skubbet ud af Vergne. Han er P17.

Dem, der ikke går videre er:
Maldonado
Gutierrez
Pic
Van der Garde
Bianchi
Chilton

Heikki Kovalainen

Anden afdeling, Q2
Så er der grønt lys for Q2, og de to Mercedeser er de første på banen, hurtigt efterfulgt af resten af feltet.

Det regner selvfølgelig endnu på banen, men det er endnu ikke nok til, at andet end intermediates bliver taget i brug af dæk.

Første tid sættes af Rosberg: 1. 26.626. Hamilton følger efter: 1.27.044.
Resten følger hurtigt efter, men ikke nok til at slå Rosbergs tid endnu.

Vettel er sidste man til at sætte sin første tid, men til gengæld er den også hurtigst - 1.26.525 til tyskeren.

Replays viser hvordan både Sutil og Bottas kæmper for at holde bilerne på banen - Der er godt vådt i svingene.

Webbers første forsøg var på over 1.34. Andet forsøg er noget bedre - 1.26.963, som rækker til en 4. plads.

I udskillelseszonen ligger Bottas, Button, di Resta, Sutil, Hülkenberg og Pérez med 8 minutter igen.

Det regner nu så meget, at Heikki Kovalainen glider sidelæns i et sving - Han kan sagtens fortsætte, men det har kostet ham noget tid.

Pérez forsøger at forbedre sin plads bagerst - Det lykkes, men kun til en 12. plads. Button forsøger samme - Det bliver til en 11. plads og begge er derfor stadig ikke videre.

Flere kørere skifter dæk med 5 minutter igen - Vettel forbedrer sin tid i front.
Regnen ser umiddelbart ud til at være mildere nu, og banen forbedrer sig langsomt. Der er nu 3 minutter tilbage.

Det er til Hülkenbergs fordel - P9 er han øjeblikkeligt, hvor Alonso sætter 2. hurtigste tid. Grosjean overtager bedste tid, medens Bottas endnu kæmper i udskilleszonen.

1½ minut igen - Kovalainen, di Resta, Bottas, Pérez, Button og Sutil ligger til at ryge ud.

Uret er løbet ud for Q2 medens regnen tager til. Pérez smutter uden for i et sving - Direkte ind i muren med bagenden og holder nu stille på græsset.

Kovalainen får ikke forbedret sig, og de gør de andre fra før heller ikke.

De, der ikke går videre, er:
Kovalainen
di Resta
Bottas
Pérez
Button
Sutil

Der er nu endnu en kort pause inden de sidste 10 tager deres endelige tur.
Brasiliens og FIA's flag Copyright Lotus Racing

Tredje afdeling, Q3
Regnen tager støt til, og Safety Car'en er på banen for at tjekke vejret. Q3 er forsinket ca. 10 minutter, da Pérez bil skal ryddes af banen.

Pausen bliver på RTL brugt på et interview med Sutil - Han var egentlig tilfreds med sin bil, men grundet Pérez uheld fik han ikke sat en hurtig nok tid til at komme med i Q3, hvilket selvfølgelig ærgrer ham.

Det står nu ned i stænger ved start-mål linjen. Q3 er endnu ikke sat i gang. Safety Car tager en omgang til på banen for at tjekke banens tilstand.

Løbskontrollen har nu meddelt, at Q3 foreløbigt er udsat 5 minutter mere (til 18.05) grundet mængden af vand på banen.

Igen nu meddeles at Q3 udsættes endnu 10 minutter - Dvs. til 18.15.

Et interview med Pérez får tiden til at gå på RTL. Pérez fortæller, at der var temmeligt meget vand i svinget, hvor han kørte galt, så der ikke var meget at gøre. Han håber nu på samme vejr i morgen, så han har større muligheder for at forbedre sin placering.

Igen udsættes Q3 med 10 minutter - Dvs til. 18.25. Der er stadig for meget vand på banen.

Et interview med Toto Wolff fra Mercedes forklarer, at bilerne ville køre direkte på vandet, det såkaldte "aquaplaning" på engelsk og derfor ikke have nogen chance for at kontrollere bilen. I en almindelig bil ville man blot køre langsommere, men da de i Formel 1 har mulighed for at vente, vælger man denne løsning.

Løbskontrollen har nu sagt, at Q3 starter 18.30 - Altså om 5 minutter.

Så går vi i gang med Q3
Det kan ses under Vettels dækvarmer, at han har regnvejrsdæk (full wets) på bilen.

Begge Red Bulls holder ved stregen til pitudgangen og venter på grønt lys.

Så blev de 10 minutter sat gang, og begge Redbulls, begge Torro Rossos, Hülkenberg, Grosjean, begge Mercedeser og begge Ferrarier er på banen.

Alle er på regnvejrsdækkene, og Webber er første mand på sin tidsomgang.

Webber klager over problemer med greb i bagenden af bilen - Hans første tid lyder 1.29.215.

Vettel klarer sig noget bedre - 1.28.830.

Riciardo og Hülkenberg begge ved 1.30.5.

Rosberg og Hamilton på 1.29, foran Vettel.

Alonso P5, Vergne P6, Massa P9.

Webber går i pit og tager intermediates på i stedet for regnvejrsdækkene. Vettel følger efter.

Rosberg og Hamilton går ligeledes i pit. Samme gør Alonso, Vergne og Massa. De ser ud til alle at skifte til intermediates.

Grosjean er ude på sin første omgang på intermediates. Han kører bredt i svingene, men er et helt sekund hurtigere end Vettels tid i sektor 2. Der er dog regn i sidste sektor, så bilerne skal passe på.

Grosjean snupper P1, men de andre er ligeledes på vej rundt på samme dæktype.

2 minutter igen - Webber er 150 hundrededele hurtigere end Grosjean, og Vettel et sekund hurtigere end dem.

Rosbergs forsøg rækker til P2 med 45 sekunder igen. Hamiltons rækker kun til en 4. plads.

Toppen hedder øjeblikkeligt Red Bull, Mercedes, Red Bull, Mercedes. Det får Alnso dog sat en stopper for - P2 til spanieren. Teamkammerat Massa P8.

Det ternede flag flagrer nu, og top 10 ender:
Vettel
Rosberg
Alonso
Webber
Hamilton
Grosjean
Ricciardo
Vergne
Massa
Hülkenberg

Derved slutter vores dækning af en noget længere kvalifikation end normalt - Men vi er selvfølgelig tilbage igen i morgen med årets allersidste løb kl. 17.00.


Sessionsresultat

Bemærk! Det angivne dæk viser hvilken compound som køreren har sat den pågældende tid på.

P. Kører Team Dæk Tid Omg
1. Sebastian Vettel Oracle Red Bull Racing
P
1:26.479 23
2. Nico Rosberg Mercedes-AMG Petronas F1 Team
P
1:27.102 22
3. Fernando Alonso Scuderia Ferrari
P
1:27.539 21
4. Mark Webber Oracle Red Bull Racing
P
1:27.572 23
5. Lewis Hamilton Mercedes-AMG Petronas F1 Team
P
1:27.677 23
9. Felipe Massa Scuderia Ferrari
P
1:28.109 20
13. Valtteri Bottas Williams Racing
P
1:27.954 16
14. Sergio Perez McLaren Formula 1 Team
P
1:28.269 15
15. Jenson Button McLaren Formula 1 Team
P
1:28.308 15
17. Pastor Maldonado Williams Racing
P
1:27.367 12
Pirelli dæktyper:
W
= Regnvejrsdæk ("Wet")
I
= Regnvejrsdæk til let regn ("Intermediate")
H
= Hard dæk
M
= Medium dæk
S
= Soft dæk


Hvis dækket ikke er farvet, så betyder den angivne cirkel følgende:
P
= Pirelli (1950 - nu)
G
= Goodyear (1964 - 1998)
M
= Michelin (1978 - 2006, ikke alle år)
B
= Bridgestone (1997 - 2010)
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Brasiliens GP: 3. frie træning. Webber hurtigst Brasiliens GP: Løbet LIVE. Vettel vinder »