Magnussen i Hamiltons fodspor

Kevin Magnussen udtaler i et interview med Autosport, at han er overbevist om, at han kan gøre det lige så godt som Lewis Hamilton gjorde det, da han debuterede for McLaren, selvom Kevin ikke kan få lige så meget testtid.

Kevin Magnussen . Copyright McLaren Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 2/1 2014 klokken 14:01

Da Lewis Hamilton debuterede i Formel 1 for McLaren i 2007, var det med en yderst overbevisende indsats, der var tæt på at sikre ham mesterskabet i første forsøg.

Når Kevin Magnussen om et par måneder debuterer for McLaren i Melbourne, har han ikke haft samme mulighed for at forberede sig, da der er langt større restriktioner på testarbejdet, men det ser han ikke som et problem.

”Jeg kan gøre det, han gjorde og få øjeblikkelig succes som rookie med McLaren,” kom det selvsikkert fra den unge dansker.

”Jeg ved, at han arbejdede utroligt hårdt, og jeg er glad for, at jeg starter på det samme hold som ham gjorde.”

”De har arbejdet med en rookie før med succes. De ved, hvordan de skal behandle en rookie, og det er en rigtig, rigtig god ting,” understregede Kevin.

McLarens chef, Martin Whitmarsh bakker op omkring den unge dansker, som han ser som et mega talent, og han er samtidig glad for, at Magnussens Formel 1 debut kommer netop nu, hvor der kommer nærmest helt nye biler til, hvilket fjerner en del af de fordele, som de erfarne kørere har.

”Man kan sige, at dette er en ideal timing, fordi alt det de ældre kørere har lært. nu ændres,” kom det fra Whitmarsh.

”Motoren er meget anderledes. Især hele måden hvorpå motoren fungerer, er meget anderledes, så den kan være svær for de gamle kørere, hvilket betyder at han som minimum er ligestillet med Fernando Alonso og Jenson Button på det felt,” sluttede Whitmarsh.

Sidst i denne måned vil vi for første gang se de første af de nye biler på en bane, når den første vintertest indledes på Jerez.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vintertesten venter forude Montezemolo: Räikkönen med risiko »