Officielt: Boullier til McLaren

Spekulationer om at Martin Whitmarsh er ude af McLaren, er nu endeligt blevet bekræftet. Kevin Magnussens nye chef hedder nu Eric Boullier.

Eric Boullier . Copyright Lotus GP

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 29/1 2014 klokken 11:01

Det er ikke den store overraskelse, at Martin Whitmash nu er fortid hos McLaren, lidt mere overraskende er det, at hans afløser er Eric Boullier, som for bare en uge siden ikke var nævnt blandt kandidaterne til stillingen.

Mange forventede, at Ross Brawn var på vej til McLaren, nu hvor det britiske hold står overfor et skifte til motorer fra Honda i 2015.

I sidste uge blev det meldt ud, at Eric Boullier med øjeblikkelig virkning havde forladt sin post som chef for Lotus, hvorefter rygterne om et skifte til McLaren begyndte at tage fart.

Nu er det officielt. Eric Boullier vi starte som holdchef for McLaren den 3. februar.

”Først og fremmest ser jeg denne udnævnelse som en ære, et privilegium og en helt fantastisk mulighed,” udtalte Boullier i den officielle pressemeddelelse, som BMF1 fik for kort tid siden.

”McLaren Racings arbejdsstab og faciliteterne i McLaren Technology Center er i verdensklasse, og jeg er utrolig glad for at få lov til at blive en del af sådan et utroligt hold.”

”Jeg ser frem til at arbejde sammen med den øvrige del af McLarens senior ledelse i arbejdet på at restrukturere holdet,” fremgik det yderligere.

Ron Dennis, der er manden bag ansættelsen af Boullier, kom i pressemeddelelsen kort ind på det efterfølgende forløb i omstruktureringen af McLaren Racing.
”Indenfor kort tid vil vi annoncere, hvem der vil blive McLaren Racings nye CEO, som vil rapportere til mig og som Eric vil rapportere til,” kom det fra Dennis.

”Når det er på plads, er jeg sikker på at McLaren Racing igen vil være på vej mod at blive konkurrencedygtige igen, med det talent der er på holdet,” sluttede Dennis.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« McLaren på banen Opmuntring til Kevin forud for test »